granns.net

(ja, ok – overskriften er corny. Jeg ved det godt, men jeg kunne ikke lade være)

Claus Buhl har et interessant indlæg om, hvorvidt det er rent tyveri eller en naturlig del af vores remix-mashup-kultur, at musikken i en køkkenreklame, han har set, minder bemærkelsesværdigt meget om et gammelt Pointer Sisters-nummer (døm selv).

Det er klart en grov udnyttelse af det originale nummer, var min første tanke. Hvilket jeg også skrev i kommentarerne ovre hos Claus. Det eksempel, der har forarget mig mest, var da Danske Bank i en af deres første “Gør det du er bedst til”-reklamer brugte et stykke musik, der næsten var en eksakt kopi af Radioheads “Everything in its right place”.

Senere har Danske Bank måske fået et større musikbudget, for nu er det rent faktisk den “rigtige” version af rapperen Nas’ nummer “I can”, der spiller på seneste generation af bankens branding i reklameblokkene. På den anden side minder guitarstykket i en anden af de reklamer fra koncernen, der kører i øjeblikket, mig utroligt meget om guitarstykket i The Streets “Fit but you know it”. (Det er den pension-reklame med ham den irriterende sanger-fyr, der dukker op alle steder, men hver gang bliver afvist af en stakkels pensions-ignorant med et “whatever”.)

Jeg ville i øvrigt gerne have linket til de tilsvarende Danske Bank-reklamer, hvis jeg havde kune finde dem. Det kan jeg desværre ikke. Men er du PC-bruger, kan du måske – for banken har et arkiv over nogle af deres reklamefilm, som desværre kræver Windows og Media Player (damn you, Mac-incompatibility!).

I kommentarerne hos Claus gik jeg endda videre til at skelne mellem kommerciel udnyttelse af et stykke musik og musik for musikkens skyld. Men kan man virkelig se det på den måde? Bare fordi et stykke musik er et bestillingsarbejde, skal det vel ligne et andet stykke musik rigtig meget for at man kan tale om, at det bare er noget, der bliver spyttet ud af samlebåndet for indtjeningens skyld?

Og er der i virkeligheden noget galt med musik, der er blevet spyttet ud af et samlebånd? Instinktivt siger jeg ja, eksempelvis når det gælder det metervarestads, der skabes i hænderne på ferme sangskrivere, der følger en bestemt formel for at skrue det næste hit sammen til Britney, Christina, Mariah, Nelly eller nogle af de andre lignende figurer på musikscenen. Det er musik jeg hader af et godt hjerte (men mine følelser for det bliver som regel varmere efter en 10-15 fadøl).

Men det, at musikken bare er lavet for at tjene nogle penge, er måske først og fremmest en egenskab, vi som forbrugere tillægger den? For der er også masser af eksempler på samlebåndsmusik af højere kunstnerisk kvalitet: Kunstnere som Mark Knopfler/Dire Straits og Ryan Adams spytter(/ede) gerne en tre-fire plader ud om året, og producere som Pharell/Neptunes, Timbaland har også travlt. Og der er garanteret masser af andre eksempler (også på musik, som du synes har høj kvalitet, hvis du ikke mener det om dem, jeg har nævnt).

Så hvornår har en kunstner “solgt ud”? (jeg er stadig ikke så meget i tvivl når det gælder reklame-bestillingsarbejde-musikken)

Jeg elsker at læse Vice Magazine når jeg en gang imellem husker at tage det med fra en tøjbutik eller kommer i tanke om at læse det på deres hjemmeside. Bladet har hver gang et tema, og i forrige (eller det før dét, hvis man læser med på nettet) nummer, var temaet historer under titlen “The Fiction Issue”.

Og det var altså nogle sjove, korte historier, som jeg læste med stor fornøjelse på mine togture mellem Kbh. og Høje Taastrup (en tur = en historie). Som altid i Vice er der intet der er helligt, og der er masser af sex, humor, ironi og overraskelser.

Læs for eksempel “Slave to the office”, der starter med sætningen “I’ve been shitting in L’Tesha Jackson’s desk drawer for months now and I see no reason to stop.” Eller “Coming of Age” – en britisk pub-historie med en overraskende og lidt hæslig slutning. Eller “Mister Elegant”, der er en fantastisk beretning om at være Chippendale-agtig danser.

Eller på den lidt mere pudsige front: “From The Diaper of Big Baby Jesus”, en (fiktiv) samtale mellem Ol’ Dirty Bastard og Clint Eastwood (!?!), og “Thank You from Baghdad”, et brev fra den dødsdømte eks-diktator og Stooges-fan (!?!) Saddam Hussein.

Har du ikke lang tid, så læs “Two Really Short Stories”, men har du mod på mere, så download hele bladet som PDF. Der er bidrag af både kendte (Harmony Korine, Chuck Palahniuk) og ukendte forfattere.

Granns.net bringer dig hermed, af grunde som selv for skribenten ikke er helt klare, det seneste nye om Tolkien:

Ny Tolkien-bog
Den 17. april kommer der en ny bog af J.R.R. Tolkien. OK så. Den kommer til at hedde “The Children of Hurin”, og Tolkien blev faktisk aldrig selv helt færdig med den. Derfor har hans søn, Christopher, gået og puslet lidt med den de sidste 30 år, og nu er den så klar til udgivelse.

Historien skulle angiveligt være en noget mere dyster end Ringenes Herre-trilogien. Den foregår i den første alder (hvor LOTR foregår i den tredje, så vidt jeg husker), og du kan læse mere om den på Wikipedia. Det vides ikke hvornår bogen kommer på dansk.

Skal Peter Jackson instruere “Hobbiten” eller ej?
Det har længe ligget fast, at Peter Jackson gerne vil instruere en indspilning af “Hobitten”. Og at New Line, der har rettighederne til at lave filmen, gerne vil have Peter Jackson til at instruere. (Og at Tolkien-fans ikke kunne forestille sig andre lave filmen.) Men det har også næsten lige så længe ikke kunne lade sig gøre for de to parter at blive enige, da der verserer en sag om lidt håndører af det store Lord of the Rings-overskud, Jackson angiveligt har til gode.

New Line siger at de gerne vil lade Jackson instruere hvis han trækker sit sagsanlæg tilbage, mens Jackson omvendt ikke vil blande de to ting sammen. Sagen bliver yderligere kompliceret af, at man ikke køber sådanne rettigheder for evigt, så New Line har en interesse i at få sagen afsluttet på et tidspunkt. Jackson har omvendt masser af andre projekter, han kan tage sig til.

Kristin Thompson, filmguru/-ekspert har skrevet en udførlig gennemgang af sagen på hende og gemalen David Bordwells (også filmguru/-ekspert) blog.

En trøstefilm
Til gengæld kommer der i 2007 en film baseret på det gamle (som i lidt over 1000 år) sagn/kvad om Beowulf. Det var en væsentlig inspirationskilde for Tolkien da han skrev Ringenes Herre.

Filmen er instrueret af Robert Zemeckis og har en række af store stjerner på rollelisten: Angelina Jolie, Anthony Hopkins, John Malkovich, Robin Wright penn mfl. – men om den så er god er jo en helt anden sag. Mere på IMDB…

Jeg var for nylig i Amsterdam. Da vi er ankommet til hotellet om aftenen var vi sultne, og spurgte derfor receptionisten om der var nogle gode restauranter i nærheden.

(Receptionisten var i øvrigt en oplevelse i sig selv: En ung, nørdet og bleg fyr med langt sort hår. Altid klædt i (lidt for stort) sort jakkesæt, en enkelt gang endda med en skjorte med flæser på brystet og ærmerne. En slags fesen society-goth, kan man vel kalde ham. Jeg ville ønske jeg havde taget et billede…)

Nå. Han svarede efter lang tids moden overvejelse “I think there’s a couple of nice Argentinian steakhouses up that way” og pegede en retning ud. OK, tænkte vi, men var ikke lige i humør til steak. Vi tænkte også, at det var pudsigt, at det ikke bare var almindelige, men argentinske steakhouses (også selv om argentina er kendt for gode steaks). Og at der endda lå to lige i nærheden af hinanden.

Vores ture rundt i byen afslørede efterhånden, at det ikke var to enlige svaler (?), den kære receptionist havde peget os i retning af. Amsterdam må være den by i verden med den højeste Argentinian Steakhouse-tæthed. Her dokumenteret fotografisk:

Og her et par af de – må man tro – chanceløse konkurrenter: Den måske lidt for u-eksotiske spanske, den lidt mere kuriøse uruguay’ske (hedder det det?), og den muligvis lidt for identitesløse sydamerikanske:

Vi fik i øvrigt aldrig spist på et argentinsk steakhouse. Men vi fik da oplevet dem…

Når man skal kommentere på en blog, der ligger på det danske “opret din egen blog gratis”-domæne Easyblog, slipper man ikke med bare at skrive sit navn. Næh, her skal man skrive sit “Fuldenavn”.

Hmmm… Betyder det så, at man skal være lidt småsnaldret og ikke tage det så tungt hvilke taster, man lige rammer? (læg mærke til, at fejlen ikke er en enlig svale – den optræder nemlig både i vejledningen – se herover – og nede ved selve formularen – som herunder)

Eller måske at man skal tage sig en slags alias?

Lav dig selv et fuldenavn og prøv det af. For eksempel på dette Easyblog-indlæg hos Snaden, der netop handler om, hvordan man kommenterer på et indlæg (bemærk at kommentarerne på Easyblog står i blogmæssigt “omvendt” rækkefølge, så den seneste står øverst. Det er mærkeligt…).

BONUS-UNDREN: Hvorfor skal man egentlig skrive sit fulde navn? Kontrollerer de, om man gør det? Og hvad er i givet fald sanktionerne hvis man ikke gør?