granns.net

(ja, ok – overskriften er corny. Jeg ved det godt, men jeg kunne ikke lade være)

Claus Buhl har et interessant indlæg om, hvorvidt det er rent tyveri eller en naturlig del af vores remix-mashup-kultur, at musikken i en køkkenreklame, han har set, minder bemærkelsesværdigt meget om et gammelt Pointer Sisters-nummer (døm selv).

Det er klart en grov udnyttelse af det originale nummer, var min første tanke. Hvilket jeg også skrev i kommentarerne ovre hos Claus. Det eksempel, der har forarget mig mest, var da Danske Bank i en af deres første “Gør det du er bedst til”-reklamer brugte et stykke musik, der næsten var en eksakt kopi af Radioheads “Everything in its right place”.

Senere har Danske Bank måske fået et større musikbudget, for nu er det rent faktisk den “rigtige” version af rapperen Nas’ nummer “I can”, der spiller på seneste generation af bankens branding i reklameblokkene. På den anden side minder guitarstykket i en anden af de reklamer fra koncernen, der kører i øjeblikket, mig utroligt meget om guitarstykket i The Streets “Fit but you know it”. (Det er den pension-reklame med ham den irriterende sanger-fyr, der dukker op alle steder, men hver gang bliver afvist af en stakkels pensions-ignorant med et “whatever”.)

Jeg ville i øvrigt gerne have linket til de tilsvarende Danske Bank-reklamer, hvis jeg havde kune finde dem. Det kan jeg desværre ikke. Men er du PC-bruger, kan du måske – for banken har et arkiv over nogle af deres reklamefilm, som desværre kræver Windows og Media Player (damn you, Mac-incompatibility!).

I kommentarerne hos Claus gik jeg endda videre til at skelne mellem kommerciel udnyttelse af et stykke musik og musik for musikkens skyld. Men kan man virkelig se det på den måde? Bare fordi et stykke musik er et bestillingsarbejde, skal det vel ligne et andet stykke musik rigtig meget for at man kan tale om, at det bare er noget, der bliver spyttet ud af samlebåndet for indtjeningens skyld?

Og er der i virkeligheden noget galt med musik, der er blevet spyttet ud af et samlebånd? Instinktivt siger jeg ja, eksempelvis når det gælder det metervarestads, der skabes i hænderne på ferme sangskrivere, der følger en bestemt formel for at skrue det næste hit sammen til Britney, Christina, Mariah, Nelly eller nogle af de andre lignende figurer på musikscenen. Det er musik jeg hader af et godt hjerte (men mine følelser for det bliver som regel varmere efter en 10-15 fadøl).

Men det, at musikken bare er lavet for at tjene nogle penge, er måske først og fremmest en egenskab, vi som forbrugere tillægger den? For der er også masser af eksempler på samlebåndsmusik af højere kunstnerisk kvalitet: Kunstnere som Mark Knopfler/Dire Straits og Ryan Adams spytter(/ede) gerne en tre-fire plader ud om året, og producere som Pharell/Neptunes, Timbaland har også travlt. Og der er garanteret masser af andre eksempler (også på musik, som du synes har høj kvalitet, hvis du ikke mener det om dem, jeg har nævnt).

Så hvornår har en kunstner “solgt ud”? (jeg er stadig ikke så meget i tvivl når det gælder reklame-bestillingsarbejde-musikken)

Lignende indlæg på granns.net:

• Er bloggere buschauffører eller taxachauffører?
• Er blogging god skik eller god forretning?
• Er Paris Hilton i fængsel eller ej?