granns.net

“Deal No Deal”, der i Danmark kører (eller har kørt) på TV2 med Casper Christensen som vært, er ret fjollet, synes jeg. Jeg har set ét program og har en stærk fornemmelse af, at så har man set dem allesammen. Den altid muntre Matthew Baldwin siger det bedst her.

…Og alligevel er der blevet skrevet en videnskabelig artikel om showet. Artiklen har endda været omtalt på forsiden af Wall Street Journal… Mere forventeligt er det, at man på TV2’s hjemmeside kan se billeder af og læse artikler om hver enkelt af Deal No Deal-pigerne (“Kuffertpigerne” lyder på en eller anden måde lidt forkert, synes jeg)…

Jeg låner tit cd’er på biblioteket. Bestiller endda ting, jeg gerne vil høre, men ikke er sikker på at jeg vil købe (ja, jeg ved godt at på MySpace kan man alt det der allerede, men jeg synes, der er noget mere rigtigt ved at kunne kigge på cover og rent faktisk kunne smide en skive i afspilleren).

For noget tid siden havde jeg bestilt en cd med System – det er dem, der en gang hed Future 3. Så fik jeg en besked om, at den nu kunne afhentes på mit lokale bibliotek. Så dér gik jeg ned og fandt frem til cd’en.

Eller det vil sige – jeg fandt frem til coveret. Og det så sådan her ud:

Bibliotekarerne på biblioteket er altid hjælpsomme, men her har dem på Vesterbro måske været lidt for servicemindede. “Lånerne skal da have lov at låne den her, også selv om der ikke længere følger en cd med. Bare skriv en seddel på, at cd’en mangler og send den afsted. Det bliver han glad for!”

Det stod jeg så og smågrinede lidt over på biblioteket, og besluttede mig for at låne cd’en alligevel, så jeg kunne nuppe et billede af den. Jeg spurgte bibliotekaren, om det var normal praksis for forsvundne cd’er. Det mente hun nu ikke – havde faktisk ikke set det før. men hun rådede mig til at ringe til Vesterbro bibliotek og høre.

Hjælpsomme, det er de. Og jeg blev også på en eller anden sjov måde glad for cd’en (som ikke var en cd).

…så havde de her tre tøser besat tre af rollerne som nogle af Lisbon-søstrene. Det er de fem piger, som for drengene i gaden, inklusiv bogens fortæller, er en slags mystiske, nærmest overnaturlige væsener, fordi de aldrig får lov at komme ud for deres strenge forældre.

De her har nu fået lov at komme lidt ud. For de er fra Brooklyn, men i går var de i København for at give koncert på Loppen. Og som de står der og smiler genert i deres halvfjerdserkjoler kunne de sagtens passe ind i Jeffrey Eugenides bog (eller Sofia Coppolas film). De står bag hver deres stak af keyboards, og som de får varmet maskinerne og publikum op med deres melankolske pige-electropop, begynder de også selv at smile, fjolle og danse lidt.

Koncerten var nu, som Soundvenues anmeldelse også fortæller, en smule ensformig i længden. Men musikken er god og rar og varm og går godt til kaffe og avis en formiddag i weekenden. Du kan høre lidt af den på bandets MySpace-side, og på deres egen hjemmeside kan du også downloade et enkelt nummer.

I 1971 skrev Elvis et brev til USA’s præsident på det tidspunkt, Richard Nixon. Han skrev blandt andet følgende:

“Sir, I can and will be of any service that I can to help the country out. I have no concerns or motives other than helping the country out. So I wish not to be given a title or an appointed position. I can and will do more good if I were made a Federal Agent at Large and I will help out by doing it my way through my communications with people of all ages.”

Brevet ledte til et møde mellem de to. Den 21. december 1971 besøgte Elvis Nixon i Det Hvide Hus. Og han havde gaver med – blandt andet familiebilleder og en “commemorative Colt World War II pistol”, som Nixon efterfølgende takker ham for.

Det er nok tvivlsomt om Elvis blev engageret af staten efter mødet, men derfor er det stadig et interessant og pudsigt punkt i amerikansk historie. Af alle de dokumenter, det amerikanske National Security Archive har liggende, er billederne af mødet de, der er mest efterspørgsel på reproduktioner af. Mere end selv The Constitution eller The Bill of Rights.

På National Security Archives hjemmeside kan du læse mere om mødet, se billeder og endda se korrespondencen mellem de to (inklusiv Elvis’ håndskrevne brev) såvel som den interne korrespondence i administrationen omkring besøget.

…æren af at være mit yndlings-TV-program med Mikael Bertelsens “Den 11. time”. Bertelsen der sidder og småsludrer med Jørn Hjorting, mens de tager opkald fra seere og Bertelsen bliver skolet af Hjorting i small talk’ens kunst, er simpelthen bare godt tænkt.

Han (Bertelsen, ikke Hjorting) har en særlig evne til både at være tilstede og distanceret – ikke ulig Letterman, i øvrigt – der gør, at man aldrig rigtigt ved, hvor man har ham. Med sin underspillede facon ligner han en, der hele tiden er lige ved at grine, selv når han stiller alvorlige spørgsmål (samtidig er han lidt avorlig, selv når han griner). Og så evner han – igen: som Letterman – at overraske gæster og seere med sjove vinkler og pudsige spørgsmål. Og så tør han – i modsætning til Letterman – at provokere og bruge sig selv ærligt (eller hvad man nu siger med en fyr som ham).

Senest var Frank Hvam gæst. Så kan man vist ikke samle mere underspillethed i et studie i DR-byen. Du kan se nogle af programmerne på DR’s hjemmeside (det er ikke lykkedes mig at få skidtet til at virke, men det er nok noget med båndbredde).

(ja, ok – overskriften er corny. Jeg ved det godt, men jeg kunne ikke lade være)

Claus Buhl har et interessant indlæg om, hvorvidt det er rent tyveri eller en naturlig del af vores remix-mashup-kultur, at musikken i en køkkenreklame, han har set, minder bemærkelsesværdigt meget om et gammelt Pointer Sisters-nummer (døm selv).

Det er klart en grov udnyttelse af det originale nummer, var min første tanke. Hvilket jeg også skrev i kommentarerne ovre hos Claus. Det eksempel, der har forarget mig mest, var da Danske Bank i en af deres første “Gør det du er bedst til”-reklamer brugte et stykke musik, der næsten var en eksakt kopi af Radioheads “Everything in its right place”.

Senere har Danske Bank måske fået et større musikbudget, for nu er det rent faktisk den “rigtige” version af rapperen Nas’ nummer “I can”, der spiller på seneste generation af bankens branding i reklameblokkene. På den anden side minder guitarstykket i en anden af de reklamer fra koncernen, der kører i øjeblikket, mig utroligt meget om guitarstykket i The Streets “Fit but you know it”. (Det er den pension-reklame med ham den irriterende sanger-fyr, der dukker op alle steder, men hver gang bliver afvist af en stakkels pensions-ignorant med et “whatever”.)

Jeg ville i øvrigt gerne have linket til de tilsvarende Danske Bank-reklamer, hvis jeg havde kune finde dem. Det kan jeg desværre ikke. Men er du PC-bruger, kan du måske – for banken har et arkiv over nogle af deres reklamefilm, som desværre kræver Windows og Media Player (damn you, Mac-incompatibility!).

I kommentarerne hos Claus gik jeg endda videre til at skelne mellem kommerciel udnyttelse af et stykke musik og musik for musikkens skyld. Men kan man virkelig se det på den måde? Bare fordi et stykke musik er et bestillingsarbejde, skal det vel ligne et andet stykke musik rigtig meget for at man kan tale om, at det bare er noget, der bliver spyttet ud af samlebåndet for indtjeningens skyld?

Og er der i virkeligheden noget galt med musik, der er blevet spyttet ud af et samlebånd? Instinktivt siger jeg ja, eksempelvis når det gælder det metervarestads, der skabes i hænderne på ferme sangskrivere, der følger en bestemt formel for at skrue det næste hit sammen til Britney, Christina, Mariah, Nelly eller nogle af de andre lignende figurer på musikscenen. Det er musik jeg hader af et godt hjerte (men mine følelser for det bliver som regel varmere efter en 10-15 fadøl).

Men det, at musikken bare er lavet for at tjene nogle penge, er måske først og fremmest en egenskab, vi som forbrugere tillægger den? For der er også masser af eksempler på samlebåndsmusik af højere kunstnerisk kvalitet: Kunstnere som Mark Knopfler/Dire Straits og Ryan Adams spytter(/ede) gerne en tre-fire plader ud om året, og producere som Pharell/Neptunes, Timbaland har også travlt. Og der er garanteret masser af andre eksempler (også på musik, som du synes har høj kvalitet, hvis du ikke mener det om dem, jeg har nævnt).

Så hvornår har en kunstner “solgt ud”? (jeg er stadig ikke så meget i tvivl når det gælder reklame-bestillingsarbejde-musikken)

Jeg elsker at læse Vice Magazine når jeg en gang imellem husker at tage det med fra en tøjbutik eller kommer i tanke om at læse det på deres hjemmeside. Bladet har hver gang et tema, og i forrige (eller det før dét, hvis man læser med på nettet) nummer, var temaet historer under titlen “The Fiction Issue”.

Og det var altså nogle sjove, korte historier, som jeg læste med stor fornøjelse på mine togture mellem Kbh. og Høje Taastrup (en tur = en historie). Som altid i Vice er der intet der er helligt, og der er masser af sex, humor, ironi og overraskelser.

Læs for eksempel “Slave to the office”, der starter med sætningen “I’ve been shitting in L’Tesha Jackson’s desk drawer for months now and I see no reason to stop.” Eller “Coming of Age” – en britisk pub-historie med en overraskende og lidt hæslig slutning. Eller “Mister Elegant”, der er en fantastisk beretning om at være Chippendale-agtig danser.

Eller på den lidt mere pudsige front: “From The Diaper of Big Baby Jesus”, en (fiktiv) samtale mellem Ol’ Dirty Bastard og Clint Eastwood (!?!), og “Thank You from Baghdad”, et brev fra den dødsdømte eks-diktator og Stooges-fan (!?!) Saddam Hussein.

Har du ikke lang tid, så læs “Two Really Short Stories”, men har du mod på mere, så download hele bladet som PDF. Der er bidrag af både kendte (Harmony Korine, Chuck Palahniuk) og ukendte forfattere.

Granns.net bringer dig hermed, af grunde som selv for skribenten ikke er helt klare, det seneste nye om Tolkien:

Ny Tolkien-bog
Den 17. april kommer der en ny bog af J.R.R. Tolkien. OK så. Den kommer til at hedde “The Children of Hurin”, og Tolkien blev faktisk aldrig selv helt færdig med den. Derfor har hans søn, Christopher, gået og puslet lidt med den de sidste 30 år, og nu er den så klar til udgivelse.

Historien skulle angiveligt være en noget mere dyster end Ringenes Herre-trilogien. Den foregår i den første alder (hvor LOTR foregår i den tredje, så vidt jeg husker), og du kan læse mere om den på Wikipedia. Det vides ikke hvornår bogen kommer på dansk.

Skal Peter Jackson instruere “Hobbiten” eller ej?
Det har længe ligget fast, at Peter Jackson gerne vil instruere en indspilning af “Hobitten”. Og at New Line, der har rettighederne til at lave filmen, gerne vil have Peter Jackson til at instruere. (Og at Tolkien-fans ikke kunne forestille sig andre lave filmen.) Men det har også næsten lige så længe ikke kunne lade sig gøre for de to parter at blive enige, da der verserer en sag om lidt håndører af det store Lord of the Rings-overskud, Jackson angiveligt har til gode.

New Line siger at de gerne vil lade Jackson instruere hvis han trækker sit sagsanlæg tilbage, mens Jackson omvendt ikke vil blande de to ting sammen. Sagen bliver yderligere kompliceret af, at man ikke køber sådanne rettigheder for evigt, så New Line har en interesse i at få sagen afsluttet på et tidspunkt. Jackson har omvendt masser af andre projekter, han kan tage sig til.

Kristin Thompson, filmguru/-ekspert har skrevet en udførlig gennemgang af sagen på hende og gemalen David Bordwells (også filmguru/-ekspert) blog.

En trøstefilm
Til gengæld kommer der i 2007 en film baseret på det gamle (som i lidt over 1000 år) sagn/kvad om Beowulf. Det var en væsentlig inspirationskilde for Tolkien da han skrev Ringenes Herre.

Filmen er instrueret af Robert Zemeckis og har en række af store stjerner på rollelisten: Angelina Jolie, Anthony Hopkins, John Malkovich, Robin Wright penn mfl. – men om den så er god er jo en helt anden sag. Mere på IMDB…

Jeg var for nylig i Amsterdam. Da vi er ankommet til hotellet om aftenen var vi sultne, og spurgte derfor receptionisten om der var nogle gode restauranter i nærheden.

(Receptionisten var i øvrigt en oplevelse i sig selv: En ung, nørdet og bleg fyr med langt sort hår. Altid klædt i (lidt for stort) sort jakkesæt, en enkelt gang endda med en skjorte med flæser på brystet og ærmerne. En slags fesen society-goth, kan man vel kalde ham. Jeg ville ønske jeg havde taget et billede…)

Nå. Han svarede efter lang tids moden overvejelse “I think there’s a couple of nice Argentinian steakhouses up that way” og pegede en retning ud. OK, tænkte vi, men var ikke lige i humør til steak. Vi tænkte også, at det var pudsigt, at det ikke bare var almindelige, men argentinske steakhouses (også selv om argentina er kendt for gode steaks). Og at der endda lå to lige i nærheden af hinanden.

Vores ture rundt i byen afslørede efterhånden, at det ikke var to enlige svaler (?), den kære receptionist havde peget os i retning af. Amsterdam må være den by i verden med den højeste Argentinian Steakhouse-tæthed. Her dokumenteret fotografisk:

Og her et par af de – må man tro – chanceløse konkurrenter: Den måske lidt for u-eksotiske spanske, den lidt mere kuriøse uruguay’ske (hedder det det?), og den muligvis lidt for identitesløse sydamerikanske:

Vi fik i øvrigt aldrig spist på et argentinsk steakhouse. Men vi fik da oplevet dem…

Når man skal kommentere på en blog, der ligger på det danske “opret din egen blog gratis”-domæne Easyblog, slipper man ikke med bare at skrive sit navn. Næh, her skal man skrive sit “Fuldenavn”.

Hmmm… Betyder det så, at man skal være lidt småsnaldret og ikke tage det så tungt hvilke taster, man lige rammer? (læg mærke til, at fejlen ikke er en enlig svale – den optræder nemlig både i vejledningen – se herover – og nede ved selve formularen – som herunder)

Eller måske at man skal tage sig en slags alias?

Lav dig selv et fuldenavn og prøv det af. For eksempel på dette Easyblog-indlæg hos Snaden, der netop handler om, hvordan man kommenterer på et indlæg (bemærk at kommentarerne på Easyblog står i blogmæssigt “omvendt” rækkefølge, så den seneste står øverst. Det er mærkeligt…).

BONUS-UNDREN: Hvorfor skal man egentlig skrive sit fulde navn? Kontrollerer de, om man gør det? Og hvad er i givet fald sanktionerne hvis man ikke gør?