“Deal No Deal”, der i Danmark kører (eller har kørt) på TV2 med Casper Christensen som vært, er ret fjollet, synes jeg. Jeg har set ét program og har en stærk fornemmelse af, at så har man set dem allesammen. Den altid muntre Matthew Baldwin siger det bedst her.
…Og alligevel er der blevet skrevet en videnskabelig artikel om showet. Artiklen har endda været omtalt på forsiden af Wall Street Journal… Mere forventeligt er det, at man på TV2’s hjemmeside kan se billeder af og læse artikler om hver enkelt af Deal No Deal-pigerne (“Kuffertpigerne” lyder på en eller anden måde lidt forkert, synes jeg)…
Jeg låner tit cd’er på biblioteket. Bestiller endda ting, jeg gerne vil høre, men ikke er sikker på at jeg vil købe (ja, jeg ved godt at på MySpace kan man alt det der allerede, men jeg synes, der er noget mere rigtigt ved at kunne kigge på cover og rent faktisk kunne smide en skive i afspilleren).
For noget tid siden havde jeg bestilt en cd med System – det er dem, der en gang hed Future 3. Så fik jeg en besked om, at den nu kunne afhentes på mit lokale bibliotek. Så dér gik jeg ned og fandt frem til cd’en.
Eller det vil sige – jeg fandt frem til coveret. Og det så sådan her ud:
Bibliotekarerne på biblioteket er altid hjælpsomme, men her har dem på Vesterbro måske været lidt for servicemindede. “Lånerne skal da have lov at låne den her, også selv om der ikke længere følger en cd med. Bare skriv en seddel på, at cd’en mangler og send den afsted. Det bliver han glad for!”
Det stod jeg så og smågrinede lidt over på biblioteket, og besluttede mig for at låne cd’en alligevel, så jeg kunne nuppe et billede af den. Jeg spurgte bibliotekaren, om det var normal praksis for forsvundne cd’er. Det mente hun nu ikke – havde faktisk ikke set det før. men hun rådede mig til at ringe til Vesterbro bibliotek og høre.
Hjælpsomme, det er de. Og jeg blev også på en eller anden sjov måde glad for cd’en (som ikke var en cd).
…så havde de her tre tøser besat tre af rollerne som nogle af Lisbon-søstrene. Det er de fem piger, som for drengene i gaden, inklusiv bogens fortæller, er en slags mystiske, nærmest overnaturlige væsener, fordi de aldrig får lov at komme ud for deres strenge forældre.
De her har nu fået lov at komme lidt ud. For de er fra Brooklyn, men i går var de i København for at give koncert på Loppen. Og som de står der og smiler genert i deres halvfjerdserkjoler kunne de sagtens passe ind i Jeffrey Eugenides bog (eller Sofia Coppolas film). De står bag hver deres stak af keyboards, og som de får varmet maskinerne og publikum op med deres melankolske pige-electropop, begynder de også selv at smile, fjolle og danse lidt.
Koncerten var nu, som Soundvenues anmeldelse også fortæller, en smule ensformig i længden. Men musikken er god og rar og varm og går godt til kaffe og avis en formiddag i weekenden. Du kan høre lidt af den på bandets MySpace-side, og på deres egen hjemmeside kan du også downloade et enkelt nummer.
I 1971 skrev Elvis et brev til USA’s præsident på det tidspunkt, Richard Nixon. Han skrev blandt andet følgende:
“Sir, I can and will be of any service that I can to help the country out. I have no concerns or motives other than helping the country out. So I wish not to be given a title or an appointed position. I can and will do more good if I were made a Federal Agent at Large and I will help out by doing it my way through my communications with people of all ages.”
Brevet ledte til et møde mellem de to. Den 21. december 1971 besøgte Elvis Nixon i Det Hvide Hus. Og han havde gaver med – blandt andet familiebilleder og en “commemorative Colt World War II pistol”, som Nixon efterfølgende takker ham for.
Det er nok tvivlsomt om Elvis blev engageret af staten efter mødet, men derfor er det stadig et interessant og pudsigt punkt i amerikansk historie. Af alle de dokumenter, det amerikanske National Security Archive har liggende, er billederne af mødet de, der er mest efterspørgsel på reproduktioner af. Mere end selv The Constitution eller The Bill of Rights.
På National Security Archives hjemmeside kan du læse mere om mødet, se billeder og endda se korrespondencen mellem de to (inklusiv Elvis’ håndskrevne brev) såvel som den interne korrespondence i administrationen omkring besøget.
…æren af at være mit yndlings-TV-program med Mikael Bertelsens “Den 11. time”. Bertelsen der sidder og småsludrer med Jørn Hjorting, mens de tager opkald fra seere og Bertelsen bliver skolet af Hjorting i small talk’ens kunst, er simpelthen bare godt tænkt.
Han (Bertelsen, ikke Hjorting) har en særlig evne til både at være tilstede og distanceret – ikke ulig Letterman, i øvrigt – der gør, at man aldrig rigtigt ved, hvor man har ham. Med sin underspillede facon ligner han en, der hele tiden er lige ved at grine, selv når han stiller alvorlige spørgsmål (samtidig er han lidt avorlig, selv når han griner). Og så evner han – igen: som Letterman – at overraske gæster og seere med sjove vinkler og pudsige spørgsmål. Og så tør han – i modsætning til Letterman – at provokere og bruge sig selv ærligt (eller hvad man nu siger med en fyr som ham).
Senest var Frank Hvam gæst. Så kan man vist ikke samle mere underspillethed i et studie i DR-byen. Du kan se nogle af programmerne på DR’s hjemmeside (det er ikke lykkedes mig at få skidtet til at virke, men det er nok noget med båndbredde).
