granns.net

…Burberry-halstørklæder er dømt out! Det er i stedet forbeholdt

a) Fanatiske fodboldfans, der bare vil slås – også kaldet casuals
(“Man ser tit folk med Burberry, Fred Perry, Ben Sherman, Henri Lloyd osv. og modefænomenet er stødt stigende. Mange ”rigtige” casuals, går derfor ikke så meget med de store mærker mere, men de vil altid beholde deres Burberry.”)

b) (Dum-)smarte fyre (Hvem sagde “Brian”?), der følger denne guide når de går i byen
(“Husk dit Burberry-halstørklæde, hvis istiden skulle starte igen i samme øjeblik du er i byen.”)

Den omtalte guide er i øvrigt ganske morsom. På samme måde som guiden til, hvordan man kan være mest irriterende til møder, som jeg tidligere har reklameret for.

(Disclaimer: Burberry-halstørklædet har utvivlsomt været out længe. Jeg er nok bare langsom. Jeg skal dog skynde mig at tilføje, at jeg aldrig selv har ejet et…)

Jeg er af og til pennefører, når der på mit arbejde skal skrives en stillingsannonce. Her har vi besluttet os for at droppe den sædvanlige afslutning “Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset” fulgt af et antal karakteristika, der som regel er køn, race, religion, etnisk tilhørsforhold og alder, men som lige så godt kunne være hvorvidt man bruger mælk i kaffen, ryger, er A- eller B-menneske, politisk ståsted eller yndlingsfarve.

Det relle formål med at bruge den afslutning er formodentlig primært at signalere, at alle etniciteter er velkomne. Det virker for mig som en efterhånden lidt malplaceret standardsætning, der har mistet sin reelle værdi, og måske endda også sin signalværdi (ikke dermed sagt, at der ikke er behov for at gøre en indsats eller at der ikke er noget problem!).

Det er med andre ord spild af plads, og den plads i vores stillingsannoncer vil vi hellere bruge til at fortælle om vores weblog, der giver et udmærket indblik i, hvad vi render og laver.

Og det er vist godt det samme. For det går åbenbart ikke så godt med integrationen på arbejdspladsen – i hvert fald ikke, hvis man skal tro vores IT-folk. Her et klip fra Granns indbakke, hvor integrationen åbenbart er gået fra dårlig til værre:

Heldigvis blev problemet hurtigt løst igen:

Det er hermed sagt i fuld offentlighed. Alle er velkomne hos os :-)

Indholdet i statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale har allerede været livligt diskuteret i aviser og på blogs. Og som vanligt bliver også Foghs retoriske valg underkastet et kritisk blik. Jeg har set to interessante artikler, der har forskellige tilgange:

På Kommunikationsforum går Christian Kock lidt diskursanalytisk-agtigt til værks, og kigger på, hvad Fogh har valgt at sige og dermed samtidig ikke at sige, og særligt på, hvad Fogh forudsætter i sine udsagn. Der er nemlig flere steder i nytårtalen, der optræder disse ikke helt uproblematiske antagelser (eller præsuppositioner, som det vist hedder på sprog-sprog).

For eksempel påpeger Kock, at Fogh antager, at debatten om Muhammedtegningerne bund og grund handlede om ytringsfrihed. Og det er netop denne framing af debatten, som regeringen og Dansk Folkeparti har anvendt gennemgående hele året.

Det er også en interessant iagttagelse, at Fogh siger, at de danske soldater i Irak gør tjeneste “for Danmark”. Han kunne vel også have valgt at fremhæve, at de arbejder for Irak eller for FN, som Kock så rigtigt skriver.

Læs selv artiklen på Kommunikationsforum (der samtidig markerer, at Kommunikationsforum nu er over agurketiden – tillykke herfra).

På GCI Mannovs blog kigger Charlotte Thorsen på Fogh Rasmussens mundtlige levering af talen. Det er skarpt, provokerende og meget kritisk – og jeg kan kun være enig. Han talte altså meget langsomt, og det hele virkede sådan lidt gumpetungt og enformigt. Et par pluk fra konklusionerne:

“Det er naturligvis vældig godt, hvis man taler til hørehæmmede”
“Statsministeren har faktisk en smuk stemme, men den er hæmmet af spændinger og lyder derfor, som om han taler gennem en dåse.”
“Jeg mener egentlig, at statsministeren virkede troværdig. Hvis man altså er tilhænger af oldgamle landsfædre og af at bevare tingenes tilstand.”

Læs selv indlægget