Et retorisk blik på statsministerens nytårstale
jan 5, 2007
Indholdet i statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale har allerede været livligt diskuteret i aviser og på blogs. Og som vanligt bliver også Foghs retoriske valg underkastet et kritisk blik. Jeg har set to interessante artikler, der har forskellige tilgange:
På Kommunikationsforum går Christian Kock lidt diskursanalytisk-agtigt til værks, og kigger på, hvad Fogh har valgt at sige og dermed samtidig ikke at sige, og særligt på, hvad Fogh forudsætter i sine udsagn. Der er nemlig flere steder i nytårtalen, der optræder disse ikke helt uproblematiske antagelser (eller præsuppositioner, som det vist hedder på sprog-sprog).
For eksempel påpeger Kock, at Fogh antager, at debatten om Muhammedtegningerne bund og grund handlede om ytringsfrihed. Og det er netop denne framing af debatten, som regeringen og Dansk Folkeparti har anvendt gennemgående hele året.
Det er også en interessant iagttagelse, at Fogh siger, at de danske soldater i Irak gør tjeneste “for Danmark”. Han kunne vel også have valgt at fremhæve, at de arbejder for Irak eller for FN, som Kock så rigtigt skriver.
Læs selv artiklen på Kommunikationsforum (der samtidig markerer, at Kommunikationsforum nu er over agurketiden – tillykke herfra).
På GCI Mannovs blog kigger Charlotte Thorsen på Fogh Rasmussens mundtlige levering af talen. Det er skarpt, provokerende og meget kritisk – og jeg kan kun være enig. Han talte altså meget langsomt, og det hele virkede sådan lidt gumpetungt og enformigt. Et par pluk fra konklusionerne:
“Det er naturligvis vældig godt, hvis man taler til hørehæmmede”
“Statsministeren har faktisk en smuk stemme, men den er hæmmet af spændinger og lyder derfor, som om han taler gennem en dåse.”
“Jeg mener egentlig, at statsministeren virkede troværdig. Hvis man altså er tilhænger af oldgamle landsfædre og af at bevare tingenes tilstand.”
Lignende indlæg på granns.net:
Så vil jeg da lige supplere med et link til endnu en analyse: http://www.rhetor.dk/analyser/nytaarstaler06-7.pdf.
PS: Christian hedder altså Kock, ikke Koch…
Tak for det – hr. Kocks navn er nu rettet i indlægget (med beklagelse til offeret).
Analysen, du linker til, er også interessant. Og anderledes end de to, jeg nævner, fordi den ser på samspillet mellem kontekst og indhold.
Jeg synes det er en rigtig god pointe, at Fogh manglede den sammenhæng og evne til at formidle levende, som dronningen tilføjede sin tale i kraft af sit billedsprog.
Til gengæld er jeg ikke enig i, at statsministerens oplæsning var så perfekt. Godt nok var den “timet og træfsikker” og på den måde “udstråler ro”, men jeg er altså mere enig med Charlotte Thorsen i, at det var en monoton og pensionist-rettet formidling. Hvis det er sådan, en nytårstale skal leveres, så er selve nytårstalen som institution en anakronisme. Nej, noget mere diktion, temposkift og variation i det hele taget – det ville falde på et tørt sted.
[...] Via granns.net er jeg blevet opmærksom på to alternative analyser af Foghs nytårstale, der ikke så meget fokuserer på dens (politiske) indhold, men snarere på dens form. På Kommunikationsforum giver Christian Kock en analyse af Foghs retoriske virkemidler, med særlig vægt på hans brug af forsonende “vi er jo allesammen enige”-udsagn. Og på CGI Mannows blog giver Charlotte Thorsen (under overskriften “Statsministeren i bedemandstempo”) en kort analyse af Foghs kropssprog og stemmeføring. [...]