Mediebilledet forandres (in case you hadn’t noticed)…
jan 31, 2007 0
…og det er der jo sådan set ikke noget nyt i. Men det er stadig ikke helt gået op for mange af de traditionelle medier, hvad de skal stille op. (disclaimer: her følger et meget langt indlæg om medier, der kører ud af en tangent og ikke rummer nogen klare konklusioner. Men du er meget velkommen til at læse videre – og også gerne uddybe i kommentarfelterne, så vi kan finde hoved og hale på det hele…)
Nye og gamle medier
I dag hørte jeg Noa Redington og Erik Rasmussen, der er henholdsvis redaktør på ugebrevet og direktør på Mandag Morgen, tale om mediebilledet som det ser ud i dag. Noa talte om det gamle og det nye mediebillede, hvor det gamle består af aviser, radio, fjernsyn osv., mens det nye mediebillede tegnes af internettet. Og det er her, udviklingspotentialet ligger.
Af samme grund konstaterede han, at alle de nye, “store” medier, der har set dagens lys i 2006, ikke har ændret mediebilledet væsentligt. For både de nye gratisaviser og TV2 News er skåret efter det gamle mediebillede. Bevares, Nyhedsavisen gør et hæderligt forsøg på deres hjemmeside, men der skal mere til, og det samme gælder for de andre traditionelle mediers internetversioner – nogle mere end andre, selvfølgelig.
Noa fremhævede tre ting, der kendetegner internettet i modsætning til de gamle medier: 1) Internettet er ekstremt billigt at bruge som kommunikationsplatform, og dermed som medie, 2) Det er ikke nationalt forankret, og 3) Det er en social teknologi, der gør det muligt at inddrage brugerne.
Alle kan – og vil – lave nyheder
Jeg hæfter mig særligt ved det sidste, men alle de tre nævnte kendetegn er jo medvirkende til, at alle kan lave nyheder til alle. Altså: Fra massemedier til en masse medier. Det betyder samtidig, som Erik også pointerede, at medieloyaliteten hos den enkelte medieforbruger falder kraftigt, særligt over for de gamle medier, fordi der i det hele taget er flere medier at vælge imellem.
Med stigningen i antallet af medier – og her tæller både blogs og onlineportaler som YouTube, Digg, Myspace og endda Flickr (og alle de andre lignende) med – er der altså uendeligt meget at vælge imellem, og det er altså op til den enkelte at “vælge sine nyheder” – eksempelvis ved at sammensætte sin egen portefølje af nyhedsleverandører. Heldigvis findes der nu også teknologier, der gør det muligt at følge med i langt flere medier end før – her tænker jeg specielt på RSS.
Men hvor står så de gamle medier, der jo netop har levet af at agere som nyhedsfilter for læserne/seerne? (samme problemstilling diskuteres i øvrigt i øjeblikket omkring filmanmeldelser: Hvad skal vi bruge de professionelle anmeldere til? Eksempelvis hos Information). Jo, en måde at gøre det på, er at involvere brugerne i “nyhedsdannelsen”, eksempelvis ved at lade dem levere historier eller billeder. Alt andet lige bliver man vel mere begejstret for et medie, man selv er med til at fylde indhold i.
Noa skelnede mellem nyhedsnarkomanen og nyhedsnarcissisten, som er de “typer”, som henholdsvis det gamle og nye mediebillede retter sig mod – ja, måske endda har skabt. Nyhedsnarkomanen vil have det nyeste leveret, sorteret og prioriteret af redaktionerne, mens -narcissisten kun gider læse/se det, hvis det er relevant i en grad så det handler om ham/hende selv. Det sidste er måske at gå lige lovlig vidt, men ingen tvivl om, at muligheden for selv at sammensætte sin egen personlige nyhedspakke og promovere sine helt egne nyheder er på vej frem.
Med et sådant fragmenteret mediebillede, hvor der altid er en anden vinkel på en historie og altid foregår diskussioner og debatter om relevante emner, bliver det mere og mere vigtigt at monitorere, hvad der sker rundt omkring, og hvad der er et potentielt issue. For griber man det tidligt nok, kan det let blive til en mulighed (hvad en nylig Southwest Airlines-sag er et slags eksempel på, mens Krak-sagen er et eksempel på det modsatte).
Mere kompleks baggrund for potentielle issues
Og det var netop også noget af det, Erik Rasmussen var inde på. Han snakkede om, hvordan issues opstår i dette nye mediebillede, og hvordan virksomheder bør reagere for at imødekomme den udvikling. Han fokuserede særligt på, hvad man kan kalde en slags “issue-konvergens”. Det vil sige, at forskellige områder ikke kan ses som uafhængige af hinanden: Terrorisme hænger sammen med økonomi, som hænger sammen med u-landsbistand, som igen skal ses i sammenhææng med den globale opvarmning osv. osv.
Det betyder samtidig, at det er nødvendigt at monitorere meget bredere, end man egentlig gør. En ting er prøve at finde ud af det, man ved at man ikke ved, for eksempel hvad virksomhedens konkurrenter går og laver. Men en anden ting er – tungen lige i munden her – at finde ud af det, man ikke ved at man ikke ved, men som kan være vigtigt for ens forretning. Og det er her, det bliver vigtigere at kunne ane de sammenhænge, der er mellem forskellige issues, så man bliver opmærksom på de nyheder og historier, der er relevante, selv om de umiddelbart handler om noget andet.
Med andre ord: I et mere komplekst mediebillede handler det om at se de sammenhænge, der er svære at se eller måske ikke en gang er opstået endnu. Så endnu mere magt og indflydelse til de, der evner at se disse sammenhænge. En virksomhed, der blot får dagens presseklip fra Infomedia leveret er fint rustet til at blive ved at gøre det, den gør, men vil blive tvunget til at agere reaktivt i forhold til eventuelle
issues, fordi den sansynligvis aldrig vil have set dem komme.
Problemet er bare, hvordan man kan vide, hvad man ikke ved at man ikke ved (fik du den?)? Især når der bliver flere og flere steder at kigge…
