…og det er der jo sådan set ikke noget nyt i. Men det er stadig ikke helt gået op for mange af de traditionelle medier, hvad de skal stille op. (disclaimer: her følger et meget langt indlæg om medier, der kører ud af en tangent og ikke rummer nogen klare konklusioner. Men du er meget velkommen til at læse videre - og også gerne uddybe i kommentarfelterne, så vi kan finde hoved og hale på det hele…)

Nye og gamle medier
I dag hørte jeg Noa Redington og Erik Rasmussen, der er henholdsvis redaktør på ugebrevet og direktør på Mandag Morgen, tale om mediebilledet som det ser ud i dag. Noa talte om det gamle og det nye mediebillede, hvor det gamle består af aviser, radio, fjernsyn osv., mens det nye mediebillede tegnes af internettet. Og det er her, udviklingspotentialet ligger.

Af samme grund konstaterede han, at alle de nye, “store” medier, der har set dagens lys i 2006, ikke har ændret mediebilledet væsentligt. For både de nye gratisaviser og TV2 News er skåret efter det gamle mediebillede. Bevares, Nyhedsavisen gør et hæderligt forsøg på deres hjemmeside, men der skal mere til, og det samme gælder for de andre traditionelle mediers internetversioner - nogle mere end andre, selvfølgelig.

Noa fremhævede tre ting, der kendetegner internettet i modsætning til de gamle medier: 1) Internettet er ekstremt billigt at bruge som kommunikationsplatform, og dermed som medie, 2) Det er ikke nationalt forankret, og 3) Det er en social teknologi, der gør det muligt at inddrage brugerne.

Alle kan - og vil - lave nyheder
Jeg hæfter mig særligt ved det sidste, men alle de tre nævnte kendetegn er jo medvirkende til, at alle kan lave nyheder til alle. Altså: Fra massemedier til en masse medier. Det betyder samtidig, som Erik også pointerede, at medieloyaliteten hos den enkelte medieforbruger falder kraftigt, særligt over for de gamle medier, fordi der i det hele taget er flere medier at vælge imellem.

Med stigningen i antallet af medier - og her tæller både blogs og onlineportaler som YouTube, Digg, Myspace og endda Flickr (og alle de andre lignende) med - er der altså uendeligt meget at vælge imellem, og det er altså op til den enkelte at “vælge sine nyheder” - eksempelvis ved at sammensætte sin egen portefølje af nyhedsleverandører. Heldigvis findes der nu også teknologier, der gør det muligt at følge med i langt flere medier end før - her tænker jeg specielt på RSS.

Men hvor står så de gamle medier, der jo netop har levet af at agere som nyhedsfilter for læserne/seerne? (samme problemstilling diskuteres i øvrigt i øjeblikket omkring filmanmeldelser: Hvad skal vi bruge de professionelle anmeldere til? Eksempelvis hos Information). Jo, en måde at gøre det på, er at involvere brugerne i “nyhedsdannelsen”, eksempelvis ved at lade dem levere historier eller billeder. Alt andet lige bliver man vel mere begejstret for et medie, man selv er med til at fylde indhold i.

Noa skelnede mellem nyhedsnarkomanen og nyhedsnarcissisten, som er de “typer”, som henholdsvis det gamle og nye mediebillede retter sig mod - ja, måske endda har skabt. Nyhedsnarkomanen vil have det nyeste leveret, sorteret og prioriteret af redaktionerne, mens -narcissisten kun gider læse/se det, hvis det er relevant i en grad så det handler om ham/hende selv. Det sidste er måske at gå lige lovlig vidt, men ingen tvivl om, at muligheden for selv at sammensætte sin egen personlige nyhedspakke og promovere sine helt egne nyheder er på vej frem.

Med et sådant fragmenteret mediebillede, hvor der altid er en anden vinkel på en historie og altid foregår diskussioner og debatter om relevante emner, bliver det mere og mere vigtigt at monitorere, hvad der sker rundt omkring, og hvad der er et potentielt issue. For griber man det tidligt nok, kan det let blive til en mulighed (hvad en nylig Southwest Airlines-sag er et slags eksempel på, mens Krak-sagen er et eksempel på det modsatte).

Mere kompleks baggrund for potentielle issues
Og det var netop også noget af det, Erik Rasmussen var inde på. Han snakkede om, hvordan issues opstår i dette nye mediebillede, og hvordan virksomheder bør reagere for at imødekomme den udvikling. Han fokuserede særligt på, hvad man kan kalde en slags “issue-konvergens”. Det vil sige, at forskellige områder ikke kan ses som uafhængige af hinanden: Terrorisme hænger sammen med økonomi, som hænger sammen med u-landsbistand, som igen skal ses i sammenhææng med den globale opvarmning osv. osv.

Det betyder samtidig, at det er nødvendigt at monitorere meget bredere, end man egentlig gør. En ting er prøve at finde ud af det, man ved at man ikke ved, for eksempel hvad virksomhedens konkurrenter går og laver. Men en anden ting er - tungen lige i munden her - at finde ud af det, man ikke ved at man ikke ved, men som kan være vigtigt for ens forretning. Og det er her, det bliver vigtigere at kunne ane de sammenhænge, der er mellem forskellige issues, så man bliver opmærksom på de nyheder og historier, der er relevante, selv om de umiddelbart handler om noget andet.

Med andre ord: I et mere komplekst mediebillede handler det om at se de sammenhænge, der er svære at se eller måske ikke en gang er opstået endnu. Så endnu mere magt og indflydelse til de, der evner at se disse sammenhænge. En virksomhed, der blot får dagens presseklip fra Infomedia leveret er fint rustet til at blive ved at gøre det, den gør, men vil blive tvunget til at agere reaktivt i forhold til eventuelle
issues, fordi den sansynligvis aldrig vil have set dem komme.

Problemet er bare, hvordan man kan vide, hvad man ikke ved at man ikke ved (fik du den?)? Især når der bliver flere og flere steder at kigge…

I dag var jeg nede for at købe ind. “Fryseposer”, stod der på indkøbssedlen. Men fryseposernes plads på hylderne var tom. Og ingen servicemedarbejder i sigte. Øv så.

Ved kassen stod jeg lige bag en mand, der købte 10 (ti!) pakker/ruller/hvaddetnuhedder fryseposer. Det er flere fryseposer end jeg bruger på et årti, tror jeg! Derfor den tomme hylde.

Manden købte i øvrigt også:

- 30 dåser koncentreret tomatpuré
- 24 dåser flåede tomater
- 12 liter koncentreret sportssaft
- det var stort set det…

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal mene om det. Hvem fanden køber det? Og hvordan passer det med det astronomiske antal fryseposer?

Jeg overvejede i øvrigt et meget kort øjeblik at spørge manden, om han ikke kunne undvære en stak fryseposer til mig. Men hvordan spørger man om det uden at antyde, at han nok købte/brugte lidt for mange fryseposer? (hvilket på en eller anden måde ville være ret mærkeligt)
Så det…

Der var meget opmærksomhed og postyr i Blogdanmark over Gus Jensen, hvis blog viste sig at være skrevet af to fyre fra Computerworld PC World. Bloggen var en god parodi på den typiske personlige blog med sure, subjektive opstød på stribe, som der findes masser af.

Nu er den næste fake-blog på banen. Eller: det har den været et stykke tid, men den er først blevet opdaget nu. Det er en parodi på en anden slags typisk blog, nemlig sådan en, der er skrevet af en ung smart fyr, der smider om sig med web 2.0-ord.

…Og den er ret sjov, idet den balancerer meget godt på grænsen til at være for karikeret. I øvrigt er den også ganske godt udbygget, med små artikler, links til idolerne (Morten Albæk og Ole Henriksen, blandt andre!) og et CV også, såmænd. Se selv…

Spørgsmålet er bare, hvor længe, det holder. For det er vel ikke lige så sjovt anden gang?…

Nuvel, opmærksomheden har allerede været der. Startende hos Emme, hvor vi diskuterede det i kommentarfelterne på dette indlæg. Og Claus og Malou har også blogget om det. Og jeg springer også med på vognen, så noget må der være om det.
Sagen er dog også interessant, fordi bloggeren, en vis Bjarke Guldand Andersen, har formået at skabe sig et begyndende netværk på Kommunikationsforums nystartede netværksportal (som jeg tidligere har brokket mig over), hvor han har en profil. Det er sjovt, men også lidt at tænke over…

En af mine rigtigt gode venner er lige kommet hjem efter at have været næsten et år ude at rejse. “Men hvad med dig, hvad har du så lavet?”, spurgte hun efter den obligatoriske og efterhånden godt indøvede rejsegenemgang med bountyreklame-lignende slideshow og forudsigelig “glæder mig til rugbrødsmad med leverpostej”-konklusion.

Så her er en liste, hverken i prioriteret eller kronologisk rækkefølge, ej heller udtømmende:

Jeg har fået nyt arbejde. To gange endda. Først på Novozymes, hvor jeg blandt meget andet var med til at lave den her (og den tilsvarende danske version). Og så i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg var med til at lave den her. Hmmm, der tegner sig et mønster. Heldigvis har jeg også lavet andre ting på arbejdet…

Jeg er, sandsynligvis som en indirekte følge af den der film dér, blevet enormt glad for Johnny Cash. Ender som regel med at sætte det på når vi har gæster, uanset om de kan lide det eller ej. Kan de ikke, så må de sgu lære det! I samme boldgade har jeg også igen kastet mig over både Tom Waits og Neil Young. Så det…

Jeg er begyndt at blogge. Om alting og ingenting og mest for min egen skyld. Faktisk har jeg i de otte måneder, det nu har stået på, ikke kigget på min statistik for den her hjemmeside en eneste gang. For det er skidesjovt, og det har givet mig et bedre blik for de store og små historier i hverdagen og i avisen og rundt omkring.

Jeg er ikke blevet gift, har ikke fået børn, er ikke flyttet. Det hører jo sådan set ikke med på en liste over, hvad man har lavet, men jeg synes lige, jeg ville tage det med alligevel.

Jeg har købt mit tredje jakkesæt. Men det her er sejt. (Det første jakkesæt var også sejt, og jeg bruger stadig jakken, men at købe bukserne med var altså en lige lovlig forhastet beslutning. Det andet jakkesæt var et decideret fejlkøb. Sådan noget outlet-noget med en jakke til 450 kr., hvor man kan få bukserne med for en halvtredser. Det kommer der ikke noget godt ud af.)

Jeg er begyndt at spise havregryn om morgenen igen.

Jeg er kommet med i bestyrelsen i min andelsboligforening. Det er lige så besværligt og omstændigt, som jeg havde regnet med. Men det føles godt at deltage i arbejdet.

Jeg bliver nødt til at skrive igen, at jeg er begyndt at blogge. Og begyndt at læse rigtig mange andre blogs. Og at interessere mig for blogging sådan generelt. Og på den måde har jeg mød en masse spændende mennesker, faktisk. Og så glemte jeg også i første omgang at skrive, at jeg også blogger på mit arbejde.

Faktisk synes jeg blogging er så spændende, at jeg skriver speciale om det. Sådan da… (jeg forventer dog en kraftig opgradering af specialeaktiviteterne i dette forår!)

Jeg har fået ny computer. Og kan nu aldrig forestille mig at købe en PC igen.

Det var alt, hvad jeg lige kunne finde på. Men det er utvivlsomt ikke det hele. Heldigvis :-)

Det er ikke kun Ungeren og de politisk partier, der er begyndt at udnytte nettets nye muligheder. Næh, også Faderhuset er kommet med på bølgen, og har nu fået en profil på MySpace.

Og de gør virkelig deres bedste for at være “ung med de unge”. Bedøm selv - og skru godt op for lyden, det er ganske morsomt

“Queen Margrethe II of Denmark is in your extended network“
Faderhusets venner inkluderer i øvrigt både Dronning Margrethe (der passende har valgt klassisk musik på sin side) og Anders Fogh (der mere progressivt har valgt Felix the Housecat som akkompagnement).

Dronningen er igen ven med både kronprinsesse Mary (hvis profil desværre er “private”), Borat og en vis “Smoking Jesus”. Tja, når hun nu selv har lagt smøgerne på hylden…

I dag er Bertel Haarder i blandt andet Urban og Politiken citeret for, at han gerne vil ændre SU-reglerne, så man ikke bliver straffet, hvis man færdiggør sit studie om sommeren og får et vellønnet job umiddelbart efter. I øjeblikket kan det jo lede til, at man skal tilbagebetale alt, hvad man har fået i SU det pågældende år.

Det er et godt initiativ, og alle de andre partier, der står bag SU-forliget er hoppet med på vognen og vil også gerne “se på det”. Men det skal være for at skabe et alternativ, der ikke er mere administrativt besværligt end den nuværende ordning. Fint så.

Haarder foreslår, at der i stedet for på årsbasis skal opgøres på månedsbasis. Det løser jo umiddelbart problemet, men jeg tror også, det vil skabe et nyt. For der er masser af studerende, der har eget firma eller fungerer som (projekt-)konsulenter, og derfor ofte får deres løn udbetalt i store klumper.

Er man i den situation, skal man så enten leve med ikke at kunne få SU i den/de måned(er), hvor man får udbetalt en stor sum penge, eller også skal man sørge for at få udbetalt den som mange små klumper i stedet. Det første er ikke ideelt, og det andet vil bare skubbe det øgede administrationsarbejde videre til de studerendes kunder/arbejdsgivere (hvis det overhovedet kan lade sig gøre for alle - af og til får man jo altså først pengene for sit arbejde, når varen er leveret eller projektet overstået).

Omvendt kan en månedsvis opgørelse også fungere som et smuthul for netop de, der får deres løn i klumper. Så kan man nemlig få SU 11 måneder om året, og en kæmpe check den sidste måned, uden at man skal betale noget tilbage, lige meget hvor stor den check så måtte være…

jeg foreslår i stedet at ordningen kører på halvårsbasis. Eller endnu bedre: som nu - bortset fra på sidste år, hvor “kontoen lukkes” så snart man er færdig.

Jeg har lige opdaget Kommunikationsforums nye feature, profilnetværket “K-Profil”. Det ser ud til at have kørt siden november, men er - som sådan noget jo skal være - stadig i beta. Og indtil videre ligner det mest et profilnetværk for ansatte på Advice A/S.

Og jeg må sige, at jeg er skeptisk. Sitet er en blanding af LinkedIn (se hvem jeg er og hvad vi kan bruge hinanden til), Del.icio.us (se hvilke spændende ting, jeg har set for nylig) og en blog. Og det er jo fint. Men hvad så, hvis man allerede bruger en eller flere af de services (jeg bruger for eksempel alle tre)?

Det er dog en god pointe at forsøge at samle kommunikationsrelevante mennesker, links og meninger (i form af blogs) på et site. Men hvor går så grænsen for, hvad der er relevant? Og taber man ikke samtidig noget? Er der ikke mange ledere, ikke-kommunikations-konsulenter, HR-folk, IT-folk m.fl., der også er relevante at kende og høre? Men som måske ikke er repræsenteret, fordi det er et kommunikationsforum?

“Se hvor populær jeg er”
Så har sitet også den i konteksten lidt pudsige ting, at man kan se, hvor populær en person er. Man har nemlig “K-points” (jo flere links til og fra andre, jo flere points), og antallet af points bestemmer ens “K-rank” (altså “Krank”?). Og der synes jeg måske der går lige lovlig meget “se hvor mange venner, jeg har” i den.

Men altså, det skal da prøves. Så jeg har forsøgsvis oprettet en profil. Og det er forholdsvis let (dog fik jeg en fejl, hvis jeg prøvede at bruge HTML i min personlige beskrivelse). Jeg startede med en K-rank på 202 (jeg gætter derfor på, at jeg er bruger nr. 202), men efter at have linket til et par andre er jeg allerede oppe som nr. 83. Alright - the sky’s the limit!

Et par ønsker til forbedringer
Jeg ville dog synes, det var fedt, hvis man kunne integrere til/med andre sites og service, ex: a) Hente sit CV på LinkedIn, hvor rigtig mange nok allerede har en profilside? b) Hente sine links på Del.icio.us, som nogle også allerede bruger? og c) Hente blogindlæg fra sin egen blog, hvilket mange (efterhånden) også har? (det mindre fede alternativ ville være, at man kunne hente indhold fra disse sites når man opretter sin K-profil.)

Med tiden er det nok tanken, at blogindlæg og interessant links skal integreres med resten af indholdet på Kommunikationsforum. Det gør livet lettere for redaktionen, men forhåbentlig også for brugerne. Det vil give endnu mere liv og interaktivitet og dialog - forhåbentlig. Jeg foreslår straks, løst fra hoften:

RSS! Dels på links med bestemt keywords og fra bestemte brugere, dels på blogindlæg og kommentarer (ligeledes på keywords og brugere).

Visning af relevante blogindlæg, links og filer ved artiklerne på selve Kommunikationsforum.

At man skal kunne skjule et faneblad (ex “blog” eller “links og filer”) hvis man ikke bruger den pågældende feature på sin profil.

Og så er jeg altså lidt forbeholden over for navnet. “K-profil” lyder bare lidt for noller og klodset, synes jeg. Også fordi, de nu forsøger at gøre “K-[noget]” til et udsagnsord: En ting er, at man kan “Google” mig når man er inde på en profilside. Den køber jeg. “Technorati Christoffer Grann” er straks sværere at sluge - der tror jeg nok, jeg ville have bidt i det sure æble og skrevet “Søg på Christoffer Grann på Technorati”. Og helt galt går det så med næste mulighed: “K-forum Christoffer Grann”. Helt ærligt, det er altså en om’er…

Succes eller fiasko?
Det bliver spændende at se, hvordan sitet klarer sig. Ingen tvivl om, at der nok skal komme mange flere fede features og integration. Men spørgsmålet er, hvor meget og hvordan, det vil blibe brugt af brugerne. Jeg forestiller mig, at mange vil oprette en profil, men at kun få vil bruge det mere aktivt og jævnligt, dvs. blogge, dele links, skrive i gæstebøger og løbende tilføje nye kontakter.

På den anden side: Hvis man ved at blogge noget eller poste et interessant link kan blive vist i forbindelse med en meget læst artikel på Kommunikationsforum, så er der da sikekrt nogle, der vil bide på: Hvem vil ikke gerne gøre opmærksom på sig selv over for sine kolleger? Og kommunikationsfolk er jo notorisk kendt for at mene noget om alting og ingenting, så…

Samme problematik (”jeg har oprettet en profil, og hvad så?”) gør sig i øvrigt gældende for LinkedIn, synes jeg. Men der har K-profil trods alt en fordel, fordi det faglige indhold i form af blogs, links og artikler kan fungere som omdrejningspunkt for netværksdannelsen.

Normalt er det altid fra Tokyo, man ser billeder af unge mennesker i mærkelige outfits, der et par år senere af en eller anden grund er at finde på catwalks i Milano. Deter et pudsigt fænomen, som da også er grundigt beskrevet og kategoriseret - også på Wikipedia, og selvfølgelig også på billeder.

I Weekendavisen har jeg så læst, at lignende fænomen nu også er observeret i Finland. Og det kan man selvfølgelig også finde billeder af. Jeg ville allerhelst have fundet billedet, der er i avisen, af to piger med rokokoparaplyer, hvide knæstrømper og lyseblå kjoler. De er sjove - men jeg fandt ikke billedet.

Men hvad fanden - sådan nogle dér har vi da også i København! Galskaben nærmer sig…

(og dog: med en søgning på street fashion copenhagen på Google er øverste hit en artikel om fotoudstillingen, som WA-artiklen handler om. Nå - så kan man gå derind og finde noget inspiration…)

Et af 2006s buzzwords, “prosumer” har vist aldrig fået fat i folk. Nok mest fordi det er lidt småkikset. Nu har jeg så i TV-Avisen (!) set, hvad den næste betegnelse for den moderne forbruger er, nemlig “trysumer” (ingen definition - men mere senere).

Indslaget i TV-Avisen var lidt pudsigt. Det forløb i store træk nogenlunde sådan her - såvidt jeg husker (det er i skrivende endnu ikke tilgængeligt på dr.dk):

Speaker: “Som forbrugere bliver det vigtigere og vigtigere for os at have det sidste nye bla bla.”
[Klip til mand #1 i elektronikbutik]
Mand #1: Jeg kigger på den her telefon bla bla design bla bla.”
[Klip til mand #2 i elektronikbutik, der prøver en spillemaskine]
Speaker: “[Navn på mand #2] har allerede har en PS2, men gerne vil have PS3 når den kommer.”
Mand #2: “Jamen der er noget med grafikken bla bla.
[Klip til mand #3 i elektronikbutik]
Mand #3: “Jeg kigger på et nyt fjernsyn”
Speaker: “Har du ikke et fjernsyn?”
Mand #3: “Vi har faktisk flere. Men vi vil gerne have sådan en fladskærm.”
[Klip til fremtidsforsker]
Fremtidsforsker: “Vi vil altid gerne have det nyeste nye bla bla.”

OK - we get the point. Men så tager indslaget så en lidt sjov drejning. Nu handler det pludselig om, hvordan man får råd til den slags. Og det viser sig, fortæller speakeren, at det gør man ved at sælge det gamle på netauktioner. Det forklarer pludselig det billede, der også indgik i starten af indslaget, og som nu igen optræder: En adresselinje i en browser, hvor der indtastes “qxl.dk”.

Indslaget slutter med en reference fra studiespeakeren til bogen Future Shop, der siger et eller andet om fænomenet (men ikke bruger selve ordet, viser en søgning).

Nå. Så “trysumer” betyder på TV-Avisen-sprog bare, at man gerne vil være med på det nyeste nye. Det har Rogers vist allerede et bedre ord for, og der er da også mere til udtrykket. Der findes godt nok ikke så meget om det på nettet endnu - for eksempel er der ingen Wikipedia-artikel (gys!). Det optræder dog i trendwatching.org’s liste over trends, vi kommer til at se i 2007. Her er en foreløbig beskrivelse:

“Freed from the shackles of convention and scarcity, immune to most advertising, and enjoying full access to information, reviews, and navigation, experienced consumers are trying out new appliances, new services, new flavors, new authors, new destinations, new artists, new relationships, new *anything* with post mass-market gusto.”

Se, nu nærmer vi os jo noget - også selv om det stadig er på Cluetrain-sprog. Som ikke bare beskriver at vi har flere penge, vi ikke ved hvad vi skal bruge til. Men også, at det ikke kun er vores forbrug, men også vores forbrugsmønstre, der er under forandring. For eksempel den måde, vi forholder os til marketing og reklamer, og hvordan vi orienterer os inden vi foretager et køb - for eksempel at læse blogs eller anden c2c-information. Ordet beskriver også, at vi er mere tolerante over for “dårlige køb”.

Men at man er helt “immune to most advertising” ved jeg nu ikke. Reklameindustrien følger jo også med, og det virkede i hvert fald ikke som om, de interviewede i indslagt var uafhængige af reklamer. Måske nærmest det modsatte. For reklamer og markedsføring er jo også med til at italesætte, hvad der er det nyeste nye?

Læs selv listen over trends i 2007 hos trendwatching.org (”Trysumers” er nr. 4)
Indslaget burde også snart kunne ses på TV-Avisens hjemmeside

…kommer fint til udtryk i den her ret sjove video. Den viser ideprocessen i et reklamebureau, lige fra brainstormmøder til præsentation af det endelige produkt.

Det, der er sjovt, er, at personernes rigtige replikker er skiftet ud med deres tanker, men måden de leverer dem på og deres kropssprog er ikke forandret. Det lyder sært, men det er ret sjovt! Videoen varer ca. 12 minutter.