“Og Grann’en går til…”
dec 22, 2006
Politikens anmeldere har kåret de ti bedste danske og udenlandske albums i 2006. nummer et er henholdsvis Kim Larsens “Hammel Hankat” og Red Hot Chili Peppers’ “Stadium Arcadium”. Og det skal de da have love at mene.
Men der er mange, der er uenige. Det er tydeligt på den debatside, Politiken har oprettet, så man selv kan komme med sit bud på årets bedste plader. Se for eksempel dette indlæg fra en vis Kim:
Årets bedste album må enten være “The New Black” af Strapping Young Lad eller “Suffocation” med Suffocation. Begge plader beviser, at death metal er den eneste musikgenre, der kan betegnes som kunst.
Den lader vi så lige stå et øjeblik. Jeg tillader mig at være uenig med dem begge to, og kommer derfor med mit eget bud på årets bedste plader:
1. the Whitest Boy Alive: Dreams
Fantastisk blues-disco fra Erlend Øye med backing. Erlend Øye udgiver også i eget navn og er den ene halvdel af fjeldudgaven af Simon & Garfunkel, Kings of Convenience. Og så lagde han stemme til flere sange på Röyksopps første, eksempelvis “Poor Leno”. Pladen her blev i øvrigt fulgt op af en fantastisk koncert i Vega.
2. Thom Yorke: The Eraser
Jeg ved ikke hvad det er, han kan, men denne plade har ligesom de fleste af Radioheads plader en eller anden form for avanceret melodiøsitet. Her bliver der leget endnu mere med tingene end sædvanligt, og kun laptop’en har fået lov at spille med. Det giver en rigtig fed lyd.
3. I’m Not A Gun: We Think As Instruments
Dette er den perfekte læse- eller afslapningsplade. den engelske producer, John Tejada, leverer baggrundstæppet som den japanske guitarist Takeshi Nishimoto væver sine melodier henover. Det er drømmende, men samtidig hele tiden interessant og afslappende. Kan i øvrigt købes for en slik på dotshop.se.
4. Trentemøller: The Last Resort
Hvis du – ligesom Grann – var hurtigt ude, købte du den her i limited edition, så du, udover de nye, drømmende, dystre instrumentale numre, også får alle de gamle singler med. Bonusinfo: Grann har været pædagogmedhjælper halvandet års tid sammen med den dengang knap så kendte hr. Trentemøller.
5. Bent: Intercept!
Bent er to engelske fyre, og ingen af dem hedder Bent. Den her plade er svær at blive klog på, og skal – ligesom Bents tre andre, glimrende plader – høres et par gange, før den rigtigt brager igennem. Det er en sjov og unik blanding af electronica, house og ambient med lige dele inspiration fra new age, klassisk, disco, funk og meget, meget andet.
6. Gnarls Barkley: St. Elsewhere
Det er mest på grund af den der, du ved. Men resten af pladen er faktisk også værd at lytte på, fordi den er en legesyg og eksperimenterende blanding af alt hvad Dj Danger Mouse nu lige har fundet i sin pladetaske. Et par gange bliver det lidt for enerverende, men det må man tage med.
Derudover hørte Grann også en del andet musik. Øverst i stakken lå WhoMadeWho, Johnny Cash, Kashmir, Oh No Ono, Depeche Mode, The Magic Numbers, The Dears, Spleen United, Great Lake Swimmers, Beatles, Josh Rouse, Calexico og Death Cab For Cutie. For bare at nævne et par stykker…
Jeg har til gengæld stadig til gode at høre hele de nye plader fra både Muse og The Killers. Ellers havde de nok også ligget på listen herover…
Relateret:
Rolling Stone: Top 50 albums of 2006
DoCopenhagen: Top 50 music videos of 2006
Min blogbror (“bror? hvordan det?”) uddeler Kammertonen 2006
Lignende indlæg på granns.net:
UPDATE: Efter julegavhøsten og ditto -bytningen er både Muses “Black Holes & revelations” og Tom Waits’ “Orphans” blevet føjet til pladesamlingen, og bør også begge føjes til listen herover.
Muse fordi de er lige så gode som de altid har været til at forene den gode melodi med det tunge riff og de storladne tanker.
Waits fordi hans rustne stemme med både det skramlede eller det sparsomme akkompagnement ikke er som nogen andre, og fordi det er stemningsmættet musik til de sære og de stille stunder.
[...] De sikre kort (baseret på tidligere gode koncertoplevelser): The Whitest Boy Alive – har nu to gange i DK (Vega og RF-release event) formået at få taget til at lette selv om det er det mest nørdede band, der findes. Og, nå ja, pladen er også god. Muse – superkoncert på festivalen for to år siden, og nu med ny fantastisk plade. Thomas Dybdahl – har været en fantastisk oplevelse, der kan få Store Vega til at være både helt tyst og fuld af rock ‘n roll og Elvis-sjæl i løbet af sine koncerter. Arctic Monkeys – som med Muse: de var gode sidst på festivalen, og den nye plade ser lovende ud. Gadens historie – et projekt hvor Per Vers, der altid er god, sætter hip hoppens historie på Vers med hjælp fra et dansk-svensk all star-crew. [...]
[...] For et år siden kom jeg med mit bud på årets bedste plader. Så det vil jeg gøre igen. Der er masser at tage af, synes jeg (men dog færre end sidste år!), så her kommer blot de fire bedste ifølge Grann. Anbefalinger til relateret lytning er velkomne! 1. Hempler: Return of the Yes Man Jeg er ellers ikke til den slags rock-pop, men der er noget retro-crooner over Claus Hemplers plade, der bare gør den lidt mere cool. Sangene er velskrevne, og gode uden at være så iørefaldende at man bliver træt af dem for hurtigt. Heldigvis… 2. Soulsavers: It’s Not How Far You Fall, It’s the Way You Land Meget anderledes end den (også rigtigt gode) elektroniske debut – her er vi snarere ude i en slags dyster lounge-gospel. Med dommedagscrooneren Mark Lanegan i front har man en stemme, der kan sælge de fleste melodier. Indrømmet – der er også nogle lidt anoyme numre iblandt, men åbneren, “Revival”, opvejer det hele. 3. Radiohead: In Rainbows Ikke kun den meget omtalte distributionsmodel er værd at nævne – selve pladen er altså også god. Den fortsætter trådene fra forgængeren, som jeg i årets løb tog op igen (se nedenfor), men er måske lide mere varieret. 4. Maxïmo Park: Our Earthly Pleasures de er ikke lige så hypede som hverken Arctic Monkeys, Bravery eller Bloc Party, og deres musik er måske også lidt mindre spektakulær (men minder dog om alle de tre nævnte). Men de kan deres kram – det her er en plade uden et eneste dårligt nummer, og som også byder på rigtigt mange fede detaljer. Hvorfor var de ikke på Roskilde?!? [...]