“Og Grann’en gÃ¥r til…”

Politikens anmeldere har kÃ¥ret de ti bedste danske og udenlandske albums i 2006. nummer et er henholdsvis Kim Larsens “Hammel Hankat” og Red Hot Chili Peppers’ “Stadium Arcadium”. Og det skal de da have love at mene.

Men der er mange, der er uenige. Det er tydeligt på den debatside, Politiken har oprettet, så man selv kan komme med sit bud på årets bedste plader. Se for eksempel dette indlæg fra en vis Kim:

Ã…rets bedste album mÃ¥ enten være “The New Black” af Strapping Young Lad eller “Suffocation” med Suffocation. Begge plader beviser, at death metal er den eneste musikgenre, der kan betegnes som kunst.

Den lader vi så lige stå et øjeblik. Jeg tillader mig at være uenig med dem begge to, og kommer derfor med mit eget bud på årets bedste plader:

1. the Whitest Boy Alive: Dreams
Fantastisk blues-disco fra Erlend Øye med backing. Erlend Øye udgiver ogsÃ¥ i eget navn og er den ene halvdel af fjeldudgaven af Simon & Garfunkel, Kings of Convenience. Og sÃ¥ lagde han stemme til flere sange pÃ¥ Röyksopps første, eksempelvis “Poor Leno”. Pladen her blev i øvrigt fulgt op af en fantastisk koncert i Vega.

2. Thom Yorke: The Eraser
Jeg ved ikke hvad det er, han kan, men denne plade har ligesom de fleste af Radioheads plader en eller anden form for avanceret melodiøsitet. Her bliver der leget endnu mere med tingene end sædvanligt, og kun laptop’en har fÃ¥et lov at spille med. Det giver en rigtig fed lyd.

3. I’m Not A Gun: We Think As Instruments
Dette er den perfekte læse- eller afslapningsplade. den engelske producer, John Tejada, leverer baggrundstæppet som den japanske guitarist Takeshi Nishimoto væver sine melodier henover. Det er drømmende, men samtidig hele tiden interessant og afslappende. Kan i øvrigt købes for en slik på dotshop.se.

4. Trentemøller: The Last Resort
Hvis du – ligesom Grann – var hurtigt ude, købte du den her i limited edition, sÃ¥ du, udover de nye, drømmende, dystre instrumentale numre, ogsÃ¥ fÃ¥r alle de gamle singler med. Bonusinfo: Grann har været pædagogmedhjælper halvandet Ã¥rs tid sammen med den dengang knap sÃ¥ kendte hr. Trentemøller.

5. Bent: Intercept!
Bent er to engelske fyre, og ingen af dem hedder Bent. Den her plade er svær at blive klog pÃ¥, og skal – ligesom Bents tre andre, glimrende plader – høres et par gange, før den rigtigt brager igennem. Det er en sjov og unik blanding af electronica, house og ambient med lige dele inspiration fra new age, klassisk, disco, funk og meget, meget andet.

6. Gnarls Barkley: St. Elsewhere
Det er mest på grund af den der, du ved. Men resten af pladen er faktisk også værd at lytte på, fordi den er en legesyg og eksperimenterende blanding af alt hvad Dj Danger Mouse nu lige har fundet i sin pladetaske. Et par gange bliver det lidt for enerverende, men det må man tage med.

Derudover hørte Grann ogsÃ¥ en del andet musik. Øverst i stakken lÃ¥ WhoMadeWho, Johnny Cash, Kashmir, Oh No Ono, Depeche Mode, The Magic Numbers, The Dears, Spleen United, Great Lake Swimmers, Beatles, Josh Rouse, Calexico og Death Cab For Cutie. For bare at nævne et par stykker…

Jeg har til gengæld stadig til gode at høre hele de nye plader fra bÃ¥de Muse og The Killers. Ellers havde de nok ogsÃ¥ ligget pÃ¥ listen herover…

Relateret:
Rolling Stone: Top 50 albums of 2006
DoCopenhagen: Top 50 music videos of 2006
Min blogbror (“bror? hvordan det?”) uddeler Kammertonen 2006

3 thoughts on ““Og Grann’en gÃ¥r til…”

  1. UPDATE: Efter julegavhøsten og ditto -bytningen er bÃ¥de Muses “Black Holes & revelations” og Tom Waits’ “Orphans” blevet føjet til pladesamlingen, og bør ogsÃ¥ begge føjes til listen herover.

    Muse fordi de er lige så gode som de altid har været til at forene den gode melodi med det tunge riff og de storladne tanker.

    Waits fordi hans rustne stemme med både det skramlede eller det sparsomme akkompagnement ikke er som nogen andre, og fordi det er stemningsmættet musik til de sære og de stille stunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *