Anna David er hende, der blev kendt på at lave en dansk pendant til Eamons “Fuck it” (kan ses på YouTube) med sin “Fuck dig”. Det bragte hende lige ind i “Vild med dans”, og så skulle hun være sikret dækning i sladderblade og formiddagsaviser et godt stykke ud i fremtiden.

Nu vil hun også gøre sig på tysk. Men “Fick dich” klinger altså ikke lige af succes i mine ører. Døm selv:

Hvad bliver det næste? David Owe kunne måske lave tysksprogede coverversioner af sine egne engelsksprogede coversioner? Jeg glæder mig…

Politikens anmeldere har kåret de ti bedste danske og udenlandske albums i 2006. nummer et er henholdsvis Kim Larsens “Hammel Hankat” og Red Hot Chili Peppers’ “Stadium Arcadium”. Og det skal de da have love at mene.

Men der er mange, der er uenige. Det er tydeligt på den debatside, Politiken har oprettet, så man selv kan komme med sit bud på årets bedste plader. Se for eksempel dette indlæg fra en vis Kim:

Årets bedste album må enten være “The New Black” af Strapping Young Lad eller “Suffocation” med Suffocation. Begge plader beviser, at death metal er den eneste musikgenre, der kan betegnes som kunst.

Den lader vi så lige stå et øjeblik. Jeg tillader mig at være uenig med dem begge to, og kommer derfor med mit eget bud på årets bedste plader:

1. the Whitest Boy Alive: Dreams
Fantastisk blues-disco fra Erlend Øye med backing. Erlend Øye udgiver også i eget navn og er den ene halvdel af fjeldudgaven af Simon & Garfunkel, Kings of Convenience. Og så lagde han stemme til flere sange på Röyksopps første, eksempelvis “Poor Leno”. Pladen her blev i øvrigt fulgt op af en fantastisk koncert i Vega.

2. Thom Yorke: The Eraser
Jeg ved ikke hvad det er, han kan, men denne plade har ligesom de fleste af Radioheads plader en eller anden form for avanceret melodiøsitet. Her bliver der leget endnu mere med tingene end sædvanligt, og kun laptop’en har fået lov at spille med. Det giver en rigtig fed lyd.

3. I’m Not A Gun: We Think As Instruments
Dette er den perfekte læse- eller afslapningsplade. den engelske producer, John Tejada, leverer baggrundstæppet som den japanske guitarist Takeshi Nishimoto væver sine melodier henover. Det er drømmende, men samtidig hele tiden interessant og afslappende. Kan i øvrigt købes for en slik på dotshop.se.

4. Trentemøller: The Last Resort
Hvis du - ligesom Grann - var hurtigt ude, købte du den her i limited edition, så du, udover de nye, drømmende, dystre instrumentale numre, også får alle de gamle singler med. Bonusinfo: Grann har været pædagogmedhjælper halvandet års tid sammen med den dengang knap så kendte hr. Trentemøller.

5. Bent: Intercept!
Bent er to engelske fyre, og ingen af dem hedder Bent. Den her plade er svær at blive klog på, og skal - ligesom Bents tre andre, glimrende plader - høres et par gange, før den rigtigt brager igennem. Det er en sjov og unik blanding af electronica, house og ambient med lige dele inspiration fra new age, klassisk, disco, funk og meget, meget andet.

6. Gnarls Barkley: St. Elsewhere
Det er mest på grund af den der, du ved. Men resten af pladen er faktisk også værd at lytte på, fordi den er en legesyg og eksperimenterende blanding af alt hvad Dj Danger Mouse nu lige har fundet i sin pladetaske. Et par gange bliver det lidt for enerverende, men det må man tage med.

Derudover hørte Grann også en del andet musik. Øverst i stakken lå WhoMadeWho, Johnny Cash, Kashmir, Oh No Ono, Depeche Mode, The Magic Numbers, The Dears, Spleen United, Great Lake Swimmers, Beatles, Josh Rouse, Calexico og Death Cab For Cutie. For bare at nævne et par stykker…

Jeg har til gengæld stadig til gode at høre hele de nye plader fra både Muse og The Killers. Ellers havde de nok også ligget på listen herover…

Relateret:
Rolling Stone: Top 50 albums of 2006
DoCopenhagen: Top 50 music videos of 2006
Min blogbror (“bror? hvordan det?”) uddeler Kammertonen 2006

Siden 19. oktober 2001 har der på pladsen foran Christiansborg - ud mod Børsbroen - stået en “fredsvagt”. Det er et meget sympatisk, om end også lidt excentrisk initiativ.

Men idag, da jeg travede ind for at få overstået min julegaveindkøb, var fredsvagten der ikke! De hjemmemalede bannere i alle regnbuens farver var ikke at skue nogle steder på pladsen.

Betyder det at krigen er forbi? - Det er ikke tilfældet, hvilket man også kan forvisse sig om på fredsvagtens hjemmeside.

Betyder det at freden er forbi? - Tjah, sammenstød mellem befolkningsgrupper og ordansmagten har godt nok været tiltagende på det seneste, men jeg tror ikke fredsvagten har noget med Ungeren at gøre, endsige at de har en mening om det.

Måske havde fredens trofaste vogtere bare taget en kort pause for også at få deres julegaveindkøb overstået?

Jeg støder ofte på Rasmus i kommentarerne på danske blogs rundt omkring. En overgang besøgte jeg faktisk også hans blog jævnligt. Det var inden jeg fik samlet så mange sammen, at jeg modvilligt måtte sortere nogen fra (hvilket jeg stadig ofte gør fordi jeg hele tiden føjer nye til). Og det var åbenbart også inden jeg selv begyndte at blogge.

…For så havde jeg nok ikke valgt det samme tema som ham. Sjovt nok husker jeg slet ikke hans blog som sådan - i hvert fald tror jeg nok at topbilledet var anderledes. Under alle omstændigheder er der noget forkert ved at have Rasmus’ blog og Granns.net åbne i hver sit faneblad, og så klikke frem og tilbage og konstatere, at kun indholdet og topbilledet skifter - ikke typografier eller baggrundsfarver.

Eller rettere: Der er ikke noget forkert ved det. Eller usædvanligt, for den sags skyld - der er masser af blogs, der ligner hinanden på en prik. Men en anden dansk blog, og vi kommenterer af og til de samme steder. Det er noget af et sammentræf, og det er en meget meget lille smule ærgerligt. Men ærgerligt nok til at det virker forkert på mig.

Sjovt nok er det også kun en uges tid siden, at jeg ændrede baggrundsfarven her på bloggen fra at være grønlig til at være samme grå farve som lige uden om selve blogindholdet (før svævede ruden med de runde hjørner over en grå firkant på en grønlig baggrund, hvis det giver mening). Præcis som Rasmus har gjort.

Så altså: Når jeg en gang har tid skal der pilles ves stylesheet’et til Granns.net. For temaet vil jeg gerne blive ved at bruge. (Det hedder i øvrigt “Relaxation 3 column” - og du holder dig bare væk :-))

Øv!

Det er så populært med ønskelister i denne tid. Jeg er ikke særlig god til at finde på ønsker, hvilket altid resulterer i, at jeg får tallerkener, sokker, CD’er og andre “sædvanlige” ting. I år har jeg heller ikke fundet på særligt mange gode ønsker (halstørklæde, gammeldags morfar-tøfler og Tom Waits’ “Orphans” er det dog blevet til - så ved du det!).

Derfor har jeg i stedet lavet en liste over ting, jeg bestemt ikke ønsker mig. Listen er primært motiveret af, hvad jeg ser i reklamer i fjernsynet.

Tuborgs nye hjemmefadølsanlæg, der bruger rigtig meget strøm. Regner man strømforbruget sammen med prisen på 125 kr. for en fem-liters fustage og lægger lidt spild oveni, kan det hurtigt gå hen og blive nogle dyre øl.

Ivan Pedersens 40-års jubilæums bokssæt (det er ham fra Backstreet Backseat Boys (det er dem med, øhhh, den dér, du ved…)). Jeg er simpelthen ikke gammel nok…

Tom Kristensen Le Mans bokssæt. 9 (NI!) DVD’er med højdepunkter (findes der sådan nogle?) fra alle Le Mans-årene. Le mans er på min liste over uinteresser, og jeg tillader mig derfor høfligt at springe over.

CD-gavekort. Det er simpelthen så kedeligt. Så hellere en CD-hadegave, jeg kan bytte. Eller i det mindste et velment forsøg på at ramme min smag.

Det samme gælder for de fleste andre gavekategorier. De eneste undtagelser, jeg kan tænke på, er gavekort til Blockbuster eller måske til Paradis Is. Her er varerne svære at bytte…

Listen vil løbende bliver opdateret (disclaimer: muligvis vil den ikke løbende blive opdateret. Grann tager ikke ansvar for manglende opdatering. Eller for særlig meget andet, for den sags skyld…).

Føj eventuelt flere u-ønsker til i kommentarerne.

Her er et par meget forskellige eksempler på akustiske coverversioner. Meget forskellige.

Lige fra det rørende:

…Til det sjove:

…Til det endda meget lytteværdige (hvis man er til den slags):

(Beklager at den sidste ikke er en rigtig video, men bare billeder af ham, der synger. Det var det bedste, jeg kunne finde - og jeg synes virkelig, det er værd at lytte til.)

Stay tuned! Næste gang sætter “Acoustic Moments” fokus på panfløjte-covers…

Det er ikke kun japanerne, der er skøre. Russerne kan også være med. Hos dem kommer det for eksempel til udtryk i deres arkitektur - her er det et vist State department for traffic i Tblisi.

Der er flere eksempler på denne hjemmeside, som jeg fandt et link til hos Webmercial. Siden har i øvrigt også en masse andre billeder af sjove ting, du kan støde på i Moskvas gader.

Men det stopper ikke her. Eller rettere: Det gør det. Men der har været vildere ideer på tegnebrættet hos arkitekterne i Sovjetunionen. Nogle af dem kan du se på hjemmesiden Unrealised Moscow, og det er i hvert fald ikke fantasi og ekstreme visioner, der har manglet. Se for eksempel tegningen af dette palads, der er et godt eksempel på storladen fascist-/kommunist-arkitektur når det er værst/bedst.

P.S. Italienerne kan også, i øvrigt…

Den her fyr er ret imponerende. Live på et radioshow freestyler han imitationer af tre meget forskellige kendte rappere - og lyder altså præcis som dem. Det er imitationer af DMX, der ikke er så kendt her i Danmark - men han rammer ham altså godt - og så af Snoop Dogg og Jay-Z. Han imiterer også lige lidt LL Cool J i starten og slutningen. Se selv:

Jeg så det først hos Morten Lund.