granns.net

Hvis du står og mangler et FTP-program til Mac, så er her anmeldelser af nogle stykker, og også en liste med nogle flere af dem med links til download.

Jeg brugte selv CuteFTP før, men det var åbenbart kun en 30-dages trial, jeg havde. Nu har jeg lige hentet Cyberduck, som ser ud til at virke helt fint, og er gratis. OG har en and som logo, hvilket jo altid pynter på skrivebordet.

Jeg skriver speciale og har i den forbindels to-tre dage hver uge, hvor jeg ikke arbejder, og derfor sidder hjemme og læser. I denne uge har jeg kun en dag – i dag. Men ikke længe efter at jeg havde sat mig ned og åbnet bøgerne (i dag stod den på “Offentlig kommunikation mellem ret og politik”) begyndte det.

Det var åbenbart netop dagen i dag, min underbo (tror jeg) havde valgt til at afhøvle gulve, højtryksspule sit kæmpeakvarium eller speedmakulere hele sin bogsamling. Jeg ved ikke hvad det var, men det larmede.

Så meget for læsning. Jeg besluttede i stedet at tage mit gode tøj og gå ned i fitnescentret, hvor man kan høre god musik. Nu er jeg lige kommet tilbage, og larmen er her fortsat. Øv!

På mit arbejde diskuterede vi forleden, om man godt kan bruge ordet “abonnere” om vores nyhedsbrev og de RSS-feeds, vi har. For de er jo gratis! Og betydningen af et abonnement er ifølge ordbogen følgende:

abonnement [ Œbon%—mŒ^ ] subst. -et, -er, -erne

1. regelmæssig levering af el. adgang til noget som man har betalt for på forhånd, fx dagblade, teater, tv-kanaler el. telefon.
· tegne abonnement på ngt bestille abonnement.

Men et par hurtige googlinger viser, at det i dag er ganske udbredt at bruge ordet også i forbindelse med (gratis) nyhedsbreve og RSS-feeds. Omvendt er der også de, der ikke vil bruge ordet i den forbindelse, blandt andet Karin Høgh. Og hvad gør man så, når man er en offentlig styrelse, som jo skal efterleve gældende regler for tegnsætning og alt muligt?

Efter en lang maildiskussion (jeg synes selv godt vi kunne bruge ordet) endte jeg med at ringe til Dansk Sprognævn, hvor jeg havde en lang snak med en meget flink og hyggelig herre med en meget dyb og rar stemme og lidt problemer med sit nye headset. Og han kunne opklare sagen for mig.

Han vurderede, at det var helt ok at bruge ordet om regelmæssig levering også af gratis ydelser som eksempelvis mange nyhedsbreve. Grunden er, at det, der står i ordbøgerne jo kun er et billede af det sprog, vi bruger på et givent tidspunkt, og hvordan vi så skal bruge det rent grammatisk. Så hvis et ord med tiden ændrer betydning, vil den nye betyding også ende med at blive optaget i ordbøgerne.

Eller med andre ord: Ords betydning fastlægges gennem deres brug. Så i denne sammenhæng er “jamen alle mine venner gør det” et helt fint argument.

Rent opdateringsmæssigt er wikipedia i øvrigt helt med på noderne. I wikipediaartiklen om “abonnement” står der således ikke noget om betaling.

Bonusinfo: Dansk Sprognævn udgav allerede i 1968 selv et skrift man kunne abonnere på. Abonnementet var gratis…

jeg forvilder mig med jævne mellemrum ned i det lokale og ganske udmærkede – især til prisen – fitnesscenter. Her bliver man – som det sig hører til i fitnesscentre – udsat for forskellige udgaver af tidens popmusik, lige fra radio a la The Voice til diverse afarter af metervare-prøjsertechno-eurodance. På Granns musikkvalitets-skala befinder vi os et sted mellem dårligt og værre.

Du kender den sidste kategori – den, jeg kalder “metervare-prøjsertechno-eurodance” – på den monotone stortromme og bas, de uopfindsomme melodilinjer, instrumenteringen med lag på lag af glatte og skingre synths, på den evige byggen op og byggen ned i intensitet, og så på, at du efter at have hørt en time af den slags musik stadig ikke kan huske noget som helst af det, fordi det hele lyder fuldstændigt ens.

Lige indtil for nylig. For det eneste, der skulle kunne gøre, at man kan skelne numrene fra hinanden er en eventuel vokal. Og dem har fitnesscentret indtil videre sparet mig for. Men så kom DJ Aligator.

Ikke bare en enkelt skæring af vores iranskfødte, toiletbrætsformet-skæg-bærende ven blev det til. Næh, hele hans seneste opus måtte vi udsættes for, før der igen allernådigst blev skruet over på The Voice. Men da var det allerede for sent.

For DJ Aligator kan noget med tekster. Hvem husker for eksempel ikke hans fantastiske Whistle Song? Og hans seneste album indeholder flere tekstmæssige vidundere (og ifølge hans egen hjemmeside også en del hits: “Music is my language includes all the biggest hits such as Davaj Davaj, Protect your ears, Countdown, Music is my language, etc etc.” – jeg kan bedst lide de to “etc.” til sidst).

Jeg blev blandt andet meget forbløffet over sangen “Protect your ears”, hvor mester Ali repetitivt skriger netop dette. En modig udmelding af en mand, der netop lever af at spille alt for højt for alt for alt for mange mennesker. Men måske forsøger han blot med denne præventive indsats at sikre sig et publikum også om ti år?

Mest lige på kornet var dog sangen “Screw you”, der til fulde lever op til reptilpladevenderens tidligere bedrifter (som førnævnte “Whistle Song” såvel som “I wanna suck on your lollipop”). Sangen starter med lyden af en boremaskine, der rytmisk tændes og slukkes, alt imens DJ Aligators dybe råbende stemme på hypnotisk vis messer “I wanna screw you”. Så langt, så godt. Midt inde i sangen understreges budskabet yderligere af det, man vel kan kalde verset: “Everywhere I go, I always need a hole”. Og cirklen sluttes igen med “I wanna screw you”-omkvædet. Fantastisk!

Hele pladen er i øvrigt fyldt med masser af opmuntring til et imaginært live-publikum i form af massevis af “Let me hear you”-, “Louder”-, “Make some noise”-, “Clap your hands”-udråb og lignende. Men det er vel en del af genren? Eller også er bare fordi det så også kan bruges når DJ Aligator næste gang drager på playback-turné på landets provinsdiskoteker.

Ses vi dér? Det tror jeg nok, vi gør!

Jeg har tidligere skrevet om PR-firmaet GCI Mannovs svære begyndelse i blogosfæren. Nu går det bedre for dem, og de skriver på deres blog om emner som kommunikationsstrategi og troværdighed, og har endda vovet sig ud i et indlæg om det der nymodens RSS-halløj. Men det virker rigtigt i forhold til, at det sikkert er deres kunder, der er den primære målgruppe for bloggen.

Sjovt nok har de også en underside af bloggen, der drives af kokken på deres kontor. Her er det meningen, at der være opskrifter på det mad, han laver. Det er et sjovt og lidt pudsigt kig ind i virksomheden Mannov, men ikke desto mindre et godt initiativ, synes jeg. PR-firmaer har traditionelt været lidt lukkede – det er jo ikke sig selv, de lever af at promovere.

Jeg tillader mig at foreslå nogle billeder af maden. Det kan være både sjovt, æstetisk og informativt. Som eksempelvis her. Jeg tillader mig også at undre mig over, at der ikke er nogle Mannov-medarbejdere, der har deres egen blog. Eller – hvis der er – at der ikke linkes til dem i blog roll’en. Men det er småting.

Et andet kommunikationsfirma, der har fået en blog, er 1508, der blogger på 15all.wordpress.com. Deres blog er lidt mindre korporat end Mannovs, og lidt mere fremme i skoen på sådan en “vi vil gerne være med på det der web 2.0″-agtig måde. Og der kommer af og til nogle interessante links med i købet, for eksempel dette indlæg om Powerpoint (som er ganske anderledes end et andet godt bud på, hvordan det kan gøres).

Begge blogs tegner på hver sin måde godt, synes jeg…