Google er ved at blive overhalet indenom af andre søgeportaler, der virkelig ved, hvad brugerne vil have. For noget tid siden kom således Ms. Dewey, den frække dulle, der svarer igen, kommer med dumsmarte bemærkninger og bliver irritereret, hvis man åbner siden, men ikke taster noget i søgefeltet. Og hvem vil ikke gerne have lidt modspil, sådan midt i søgningen (øhhh…)?

Men nu er den her så, søgeportalen som for alvor kan tage kampen op. Det er frækt, det er overraskende, det er let at huske og det har et supergodt slogan. vi præsenterer: Slamfisse.dk - “Din indgang til søgning på nettet”. Det er det, de unge vil have.

Screendump fra slamfisse.dk. Og jep, det er et screendump - se selv.

Vi mangler bare et smart, web 2.0-agtigt logo. Og nå ja, for at blive virkelig populær blandt brugerne, skal slamfisse.dk selvfølgelig også lige slå ham her af pinden på Google-tronen først.

(Disclaimer: Jeg skal ikke kunne sige noget kvalificeret om søgeresultaterne hos hverken den ene eller den anden af de to søgende fruentimmere. Men prøv dig selv frem.)

Det er åbenbart nogle sjove kaffepauser, de har blandt de ansatte på Historie på Københavns Universitet. i hvert fald har Jes Fabricius Møller under mantraet “Det skal jo ikke være Wissen-schaft det hele” samlet et par mere eller mindre brugbare - alt efter hvordan man vurderer det - vejledninger, der kan finde anvendelse for både den arbejdende, den studerende og den ferierende.

For det første er der Den sproglige bundvending, som Line på Blogbogstaver allerede har skrevet om. Her får man hjælp til at finde de rigtige vendinger til at gøre sit speciale lige den anelse mere akademisk, så det får den rigtige tone. Men Jes kan også være behjælpelig med andre ting.

Hvad for eksempel med en guide til, hvordan man skriver et postkort, herunder en afgrænsning af genren og en afklaring af postkortets rolle i det moderne mediebillede. Eller den perfekte manual til, hvordan man kan “mødelægge” sin dag. Underoverskriften, “Hvordan man forlænger møder og forøger deres antal”, siger vist det hele.

Endelig bydes også på en guide til, hvordan man holder et folkeligt foredrag (”Folkelighed har regionale afvigelser. Fynboerne har deres egen stivnakkede måde at tage patent på folkeligheden, mens jyderne hovedsageligt synes at trække hemmelige veksler på den omstændighed, at de er landfast med Jerusalem.”) og et personligt horoskop for stjernetegn som blandt andet fjordreje, fladspættet perlesnog og tøsedreng.

Aldrig har indholdet i et indlæg på Granns-net hørt så meget under kategorien “Tidsfordriv” som dette. Lige noget jeg kunne bruge her midt i specialeskrivningen :-)

Jeg går lidt og tænker Luhmann i forhold til mit speciale om corporate blogging. Og lad mig derfor allerede nu sige, at svaret på spørgsmålet i overskriften er nej. Men jeg synes det er interessant, hvordan man skal konstruere blogs/blogosfæren i forhold til Luhmanns tanker om funktionssystemer.

Funktionssystemer er eksempelvis det politiske, økonomiske eller massemedielle system. Der er altså tale om abstrakte samfundsmæssige størrelser, hvori der udveksles magt, penge, nyheder eller hvad der nu er “mediet” inden for det pågældende funktionssystem. Funktionssystemer understøtter organisatoriske systemer (eksempelvis virksomheder, forvaltninger, NGO’er) og omvendt, idet de organisatoriske systemer “kobler” til de forskellige funktionssystemer. Så langt, så godt.

I tilfældet blogs er det oplagt at drage en parallel til massemedierne. Anders Esmark har i den forbindelse nogle interessante pointer i sin artikel “Offentlig kommunikation mellem ret og stat”, som jeg løst baserer min tanker på her. Luhmann taler selv om massemedierne som et funktionssystem. Og her er det vigtigt at pointere, at der altså ikke er tale om de konkrete medier, men en abstrakt størrelse, som man måske kunne kalde “nyhedsverdenen”. De konkrete medier, som for eksempel aviserne, er altså organisatoriske systemer, der kobler sig til denne nyhedsverden.

Men hvor passer blogs så ind i den ligning? For blogs er jo i større grad blevet en del af mediebilledet - og tillægges også mere og mere magt/opmærksomhed. Og kan endda i mange tilfælde være kilde til historier i de traditionelle medier (det omvendte er selvfølgelig også tilfældet).

Så kan man sige, at blogosfæren er et system (ikke et organisatorisk et af slagsen, men dog et system) eller en gruppe systemer, der jævnligt kobler til nyhedsverdenen ved at producere og/eller gengive nyhedshistorier? Det mener jeg godt, man kan.

I mange tilfælde kobler blogs også til andre funktionssystemer, eller bare til andre systemer. Det er dog værd at bemærke, at det ikke er blogs i sig selv, der udgør systemet, men derimod de grupper og organisationer, der igennem blogs er forbundet og har fælles dagsorden (eller “kode”, som Luhmann ville sige). Her er jeg dog lidt mere på glatis sådan rent teoretisk.

Luhmann kortlagde selv ni nyhedskriterier for de traditionelle medier. De er 1) overraskelse, 2) Konflikter, 3) Tal, 4) Noget lokalt, 5) Norm-/moralbrud, 6) Moralske vurderinger, 7) Handlinger frem for beskrivelser, 8 ) Enkelttilfælde/afvigelser, og 9) Meningsytringer. Hertil har Ida Schultz føjet et tiende, nemlig 10) Solohistorien.

Men kan man så tale om “nyhedskriterier” for blogosfæren, når den kobler til det massemedielle funktionssystem? (og hvordan kan man adskille disse fra det, der i øvrigt anses som “blogbart”?) I givet fald er disse nyhedskriterier anderledes end de traditionelle mediers, eller må i hvert fald anses som en særlig variation over dem. Her er et foreløbigt bud på disse afvigelser - listen er ikke udtømmende, så tilføj gerne flere. I ikke-prioriteret rækkefølge:

1) “Uautenticitet” - når en persons/virksomheds handling og tale ikke følges ad
2) Anbefalingen (af produkter/firmaer/services) - den gode historie er langt mere udbredt på blogs
3) “Sneboldshistorien” - noget, andre vil gentage (altså lidt modsat solohistorien, selv om der stadig er prestige i at være først)
4) Lukkethed - når en persons/virksomheds kommunikation er ikke-tilstedeværende (beslægtet med/forstærket af nummer 1, selvfølgelig)
5) Kommentaren/den personlige vinkel
6) Meta-kommunikation - dvs. at kommentere andres kommunikation (den lapper over med stort set alle de andre, jeg har nævnt). Eller på Luhmann’sk: Blog-historier er langt hyppigere 2.ordens-iagttagelser end almindelige avishistorier.

Giver det mening? Og hvad synes du?

Sidebaren på Granns.net har fået en overhaling. Jeg har lavet en blogroll med links til nogle blogs, jeg læser, og en Grann-roll med links til hjemmesider, jeg bruger. Så er der nu små kommentarer på alle mine links fra del.icio.us. Og så kan man også se, hvilket musik, jeg har spillet på min bærbare derhjemme. Når der altså er adgang til serverne på Last FM.

Kort sagt: Nu udleverer Grann sig selv mere end nogen sinde før. Grav smuds frem før din nabo - det foregår til højre for indlæggene.

Jeg kender mest Neil Young som sådan en lidt halvmumlende sanger, der klimprer lidt på sin guitar og på den måde laver noget musik, som man vist nok skal kunne lide hvis man “ved noget” om musik. Når han altså ikke lige synger “Keep on rockin’ in a free world” - det er det vist ok at være lidt mere forbeholden overfor.

Men hvad jeg ikke vidste var, at Neil Young faktisk allerede tidligt i 80′erne legede med vocodere og eksperimenterede med elektronik i øvrigt. Og da vocoderen er opfundet i 81, så har han åbenbart været med på noderne, ham Neil.

Historien er angiveligt, at Neil opdagede, at hans autistiske søn bedre kunne forstå ham, hvis han snakkede gennem en vocoder. Det gør jo ikke mumleriet mere forståeligt for os andre, men under alle omstændigheder ledte det til indspilningen af en række sange med vocoder-vokal.

De er at finde på pladen “Trans” fra 1982. Og den er faktisk ret fed. Ikke alle numrene har elektroniske elementer, men pladen er alligevel ret sammenhængende.

Hør selv på nummeret Computer Age (mp3), som for mig leder tankerne hen på Kraftwerk og lignende. Men som også er umiskendelig rock.

Eller hent hele pladen hos The Lost Turntable, hvor jeg også læste historien. Der er tale om mp3-ificeringer af en gammel LP, da pladen vist ikke kan fås på CD. Det er da også kun derfor, jeg linker til den her.

Hvis du står og mangler et FTP-program til Mac, så er her anmeldelser af nogle stykker, og også en liste med nogle flere af dem med links til download.

Jeg brugte selv CuteFTP før, men det var åbenbart kun en 30-dages trial, jeg havde. Nu har jeg lige hentet Cyberduck, som ser ud til at virke helt fint, og er gratis. OG har en and som logo, hvilket jo altid pynter på skrivebordet.

Jeg skriver speciale og har i den forbindels to-tre dage hver uge, hvor jeg ikke arbejder, og derfor sidder hjemme og læser. I denne uge har jeg kun en dag - i dag. Men ikke længe efter at jeg havde sat mig ned og åbnet bøgerne (i dag stod den på “Offentlig kommunikation mellem ret og politik”) begyndte det.

Det var åbenbart netop dagen i dag, min underbo (tror jeg) havde valgt til at afhøvle gulve, højtryksspule sit kæmpeakvarium eller speedmakulere hele sin bogsamling. Jeg ved ikke hvad det var, men det larmede.

Så meget for læsning. Jeg besluttede i stedet at tage mit gode tøj og gå ned i fitnescentret, hvor man kan høre god musik. Nu er jeg lige kommet tilbage, og larmen er her fortsat. Øv!

På mit arbejde diskuterede vi forleden, om man godt kan bruge ordet “abonnere” om vores nyhedsbrev og de RSS-feeds, vi har. For de er jo gratis! Og betydningen af et abonnement er ifølge ordbogen følgende:

abonnement [ Œbon%—mŒ^ ] subst. -et, -er, -erne

1. regelmæssig levering af el. adgang til noget som man har betalt for på forhånd, fx dagblade, teater, tv-kanaler el. telefon.
· tegne abonnement på ngt bestille abonnement.

Men et par hurtige googlinger viser, at det i dag er ganske udbredt at bruge ordet også i forbindelse med (gratis) nyhedsbreve og RSS-feeds. Omvendt er der også de, der ikke vil bruge ordet i den forbindelse, blandt andet Karin Høgh. Og hvad gør man så, når man er en offentlig styrelse, som jo skal efterleve gældende regler for tegnsætning og alt muligt?

Efter en lang maildiskussion (jeg synes selv godt vi kunne bruge ordet) endte jeg med at ringe til Dansk Sprognævn, hvor jeg havde en lang snak med en meget flink og hyggelig herre med en meget dyb og rar stemme og lidt problemer med sit nye headset. Og han kunne opklare sagen for mig.

Han vurderede, at det var helt ok at bruge ordet om regelmæssig levering også af gratis ydelser som eksempelvis mange nyhedsbreve. Grunden er, at det, der står i ordbøgerne jo kun er et billede af det sprog, vi bruger på et givent tidspunkt, og hvordan vi så skal bruge det rent grammatisk. Så hvis et ord med tiden ændrer betydning, vil den nye betyding også ende med at blive optaget i ordbøgerne.

Eller med andre ord: Ords betydning fastlægges gennem deres brug. Så i denne sammenhæng er “jamen alle mine venner gør det” et helt fint argument.

Rent opdateringsmæssigt er wikipedia i øvrigt helt med på noderne. I wikipediaartiklen om “abonnement” står der således ikke noget om betaling.

Bonusinfo: Dansk Sprognævn udgav allerede i 1968 selv et skrift man kunne abonnere på. Abonnementet var gratis…

jeg forvilder mig med jævne mellemrum ned i det lokale og ganske udmærkede - især til prisen - fitnesscenter. Her bliver man - som det sig hører til i fitnesscentre - udsat for forskellige udgaver af tidens popmusik, lige fra radio a la The Voice til diverse afarter af metervare-prøjsertechno-eurodance. På Granns musikkvalitets-skala befinder vi os et sted mellem dårligt og værre.

Du kender den sidste kategori - den, jeg kalder “metervare-prøjsertechno-eurodance” - på den monotone stortromme og bas, de uopfindsomme melodilinjer, instrumenteringen med lag på lag af glatte og skingre synths, på den evige byggen op og byggen ned i intensitet, og så på, at du efter at have hørt en time af den slags musik stadig ikke kan huske noget som helst af det, fordi det hele lyder fuldstændigt ens.

Lige indtil for nylig. For det eneste, der skulle kunne gøre, at man kan skelne numrene fra hinanden er en eventuel vokal. Og dem har fitnesscentret indtil videre sparet mig for. Men så kom DJ Aligator.

Ikke bare en enkelt skæring af vores iranskfødte, toiletbrætsformet-skæg-bærende ven blev det til. Næh, hele hans seneste opus måtte vi udsættes for, før der igen allernådigst blev skruet over på The Voice. Men da var det allerede for sent.

For DJ Aligator kan noget med tekster. Hvem husker for eksempel ikke hans fantastiske Whistle Song? Og hans seneste album indeholder flere tekstmæssige vidundere (og ifølge hans egen hjemmeside også en del hits: “Music is my language includes all the biggest hits such as Davaj Davaj, Protect your ears, Countdown, Music is my language, etc etc.” - jeg kan bedst lide de to “etc.” til sidst).

Jeg blev blandt andet meget forbløffet over sangen “Protect your ears”, hvor mester Ali repetitivt skriger netop dette. En modig udmelding af en mand, der netop lever af at spille alt for højt for alt for alt for mange mennesker. Men måske forsøger han blot med denne præventive indsats at sikre sig et publikum også om ti år?

Mest lige på kornet var dog sangen “Screw you”, der til fulde lever op til reptilpladevenderens tidligere bedrifter (som førnævnte “Whistle Song” såvel som “I wanna suck on your lollipop”). Sangen starter med lyden af en boremaskine, der rytmisk tændes og slukkes, alt imens DJ Aligators dybe råbende stemme på hypnotisk vis messer “I wanna screw you”. Så langt, så godt. Midt inde i sangen understreges budskabet yderligere af det, man vel kan kalde verset: “Everywhere I go, I always need a hole”. Og cirklen sluttes igen med “I wanna screw you”-omkvædet. Fantastisk!

Hele pladen er i øvrigt fyldt med masser af opmuntring til et imaginært live-publikum i form af massevis af “Let me hear you”-, “Louder”-, “Make some noise”-, “Clap your hands”-udråb og lignende. Men det er vel en del af genren? Eller også er bare fordi det så også kan bruges når DJ Aligator næste gang drager på playback-turné på landets provinsdiskoteker.

Ses vi dér? Det tror jeg nok, vi gør!

Jeg har tidligere skrevet om PR-firmaet GCI Mannovs svære begyndelse i blogosfæren. Nu går det bedre for dem, og de skriver på deres blog om emner som kommunikationsstrategi og troværdighed, og har endda vovet sig ud i et indlæg om det der nymodens RSS-halløj. Men det virker rigtigt i forhold til, at det sikkert er deres kunder, der er den primære målgruppe for bloggen.

Sjovt nok har de også en underside af bloggen, der drives af kokken på deres kontor. Her er det meningen, at der være opskrifter på det mad, han laver. Det er et sjovt og lidt pudsigt kig ind i virksomheden Mannov, men ikke desto mindre et godt initiativ, synes jeg. PR-firmaer har traditionelt været lidt lukkede - det er jo ikke sig selv, de lever af at promovere.

Jeg tillader mig at foreslå nogle billeder af maden. Det kan være både sjovt, æstetisk og informativt. Som eksempelvis her. Jeg tillader mig også at undre mig over, at der ikke er nogle Mannov-medarbejdere, der har deres egen blog. Eller - hvis der er - at der ikke linkes til dem i blog roll’en. Men det er småting.

Et andet kommunikationsfirma, der har fået en blog, er 1508, der blogger på 15all.wordpress.com. Deres blog er lidt mindre korporat end Mannovs, og lidt mere fremme i skoen på sådan en “vi vil gerne være med på det der web 2.0″-agtig måde. Og der kommer af og til nogle interessante links med i købet, for eksempel dette indlæg om Powerpoint (som er ganske anderledes end et andet godt bud på, hvordan det kan gøres).

Begge blogs tegner på hver sin måde godt, synes jeg…