granns.net

Google er ved at blive overhalet indenom af andre søgeportaler, der virkelig ved, hvad brugerne vil have. For noget tid siden kom således Ms. Dewey, den frække dulle, der svarer igen, kommer med dumsmarte bemærkninger og bliver irritereret, hvis man åbner siden, men ikke taster noget i søgefeltet. Og hvem vil ikke gerne have lidt modspil, sådan midt i søgningen (øhhh…)?

Men nu er den her så, søgeportalen som for alvor kan tage kampen op. Det er frækt, det er overraskende, det er let at huske og det har et supergodt slogan. vi præsenterer: Slamfisse.dk – “Din indgang til søgning på nettet”. Det er det, de unge vil have.

Screendump fra slamfisse.dk. Og jep, det er et screendump – se selv.

Vi mangler bare et smart, web 2.0-agtigt logo. Og nå ja, for at blive virkelig populær blandt brugerne, skal slamfisse.dk selvfølgelig også lige slå ham her af pinden på Google-tronen først.

(Disclaimer: Jeg skal ikke kunne sige noget kvalificeret om søgeresultaterne hos hverken den ene eller den anden af de to søgende fruentimmere. Men prøv dig selv frem.)

Det er åbenbart nogle sjove kaffepauser, de har blandt de ansatte på Historie på Københavns Universitet. i hvert fald har Jes Fabricius Møller under mantraet “Det skal jo ikke være Wissen-schaft det hele” samlet et par mere eller mindre brugbare – alt efter hvordan man vurderer det – vejledninger, der kan finde anvendelse for både den arbejdende, den studerende og den ferierende.

For det første er der Den sproglige bundvending, som Line på Blogbogstaver allerede har skrevet om. Her får man hjælp til at finde de rigtige vendinger til at gøre sit speciale lige den anelse mere akademisk, så det får den rigtige tone. Men Jes kan også være behjælpelig med andre ting.

Hvad for eksempel med en guide til, hvordan man skriver et postkort, herunder en afgrænsning af genren og en afklaring af postkortets rolle i det moderne mediebillede. Eller den perfekte manual til, hvordan man kan “mødelægge” sin dag. Underoverskriften, “Hvordan man forlænger møder og forøger deres antal”, siger vist det hele.

Endelig bydes også på en guide til, hvordan man holder et folkeligt foredrag (“Folkelighed har regionale afvigelser. Fynboerne har deres egen stivnakkede måde at tage patent på folkeligheden, mens jyderne hovedsageligt synes at trække hemmelige veksler på den omstændighed, at de er landfast med Jerusalem.”) og et personligt horoskop for stjernetegn som blandt andet fjordreje, fladspættet perlesnog og tøsedreng.

Aldrig har indholdet i et indlæg på Granns-net hørt så meget under kategorien “Tidsfordriv” som dette. Lige noget jeg kunne bruge her midt i specialeskrivningen :-)

Jeg går lidt og tænker Luhmann i forhold til mit speciale om corporate blogging. Og lad mig derfor allerede nu sige, at svaret på spørgsmålet i overskriften er nej. Men jeg synes det er interessant, hvordan man skal konstruere blogs/blogosfæren i forhold til Luhmanns tanker om funktionssystemer.

Funktionssystemer er eksempelvis det politiske, økonomiske eller massemedielle system. Der er altså tale om abstrakte samfundsmæssige størrelser, hvori der udveksles magt, penge, nyheder eller hvad der nu er “mediet” inden for det pågældende funktionssystem. Funktionssystemer understøtter organisatoriske systemer (eksempelvis virksomheder, forvaltninger, NGO’er) og omvendt, idet de organisatoriske systemer “kobler” til de forskellige funktionssystemer. Så langt, så godt.

I tilfældet blogs er det oplagt at drage en parallel til massemedierne. Anders Esmark har i den forbindelse nogle interessante pointer i sin artikel “Offentlig kommunikation mellem ret og stat”, som jeg løst baserer min tanker på her. Luhmann taler selv om massemedierne som et funktionssystem. Og her er det vigtigt at pointere, at der altså ikke er tale om de konkrete medier, men en abstrakt størrelse, som man måske kunne kalde “nyhedsverdenen”. De konkrete medier, som for eksempel aviserne, er altså organisatoriske systemer, der kobler sig til denne nyhedsverden.

Men hvor passer blogs så ind i den ligning? For blogs er jo i større grad blevet en del af mediebilledet – og tillægges også mere og mere magt/opmærksomhed. Og kan endda i mange tilfælde være kilde til historier i de traditionelle medier (det omvendte er selvfølgelig også tilfældet).

Så kan man sige, at blogosfæren er et system (ikke et organisatorisk et af slagsen, men dog et system) eller en gruppe systemer, der jævnligt kobler til nyhedsverdenen ved at producere og/eller gengive nyhedshistorier? Det mener jeg godt, man kan.

I mange tilfælde kobler blogs også til andre funktionssystemer, eller bare til andre systemer. Det er dog værd at bemærke, at det ikke er blogs i sig selv, der udgør systemet, men derimod de grupper og organisationer, der igennem blogs er forbundet og har fælles dagsorden (eller “kode”, som Luhmann ville sige). Her er jeg dog lidt mere på glatis sådan rent teoretisk.

Luhmann kortlagde selv ni nyhedskriterier for de traditionelle medier. De er 1) overraskelse, 2) Konflikter, 3) Tal, 4) Noget lokalt, 5) Norm-/moralbrud, 6) Moralske vurderinger, 7) Handlinger frem for beskrivelser, 8 ) Enkelttilfælde/afvigelser, og 9) Meningsytringer. Hertil har Ida Schultz føjet et tiende, nemlig 10) Solohistorien.

Men kan man så tale om “nyhedskriterier” for blogosfæren, når den kobler til det massemedielle funktionssystem? (og hvordan kan man adskille disse fra det, der i øvrigt anses som “blogbart”?) I givet fald er disse nyhedskriterier anderledes end de traditionelle mediers, eller må i hvert fald anses som en særlig variation over dem. Her er et foreløbigt bud på disse afvigelser – listen er ikke udtømmende, så tilføj gerne flere. I ikke-prioriteret rækkefølge:

1) “Uautenticitet” – når en persons/virksomheds handling og tale ikke følges ad
2) Anbefalingen (af produkter/firmaer/services) – den gode historie er langt mere udbredt på blogs
3) “Sneboldshistorien” – noget, andre vil gentage (altså lidt modsat solohistorien, selv om der stadig er prestige i at være først)
4) Lukkethed – når en persons/virksomheds kommunikation er ikke-tilstedeværende (beslægtet med/forstærket af nummer 1, selvfølgelig)
5) Kommentaren/den personlige vinkel
6) Meta-kommunikation – dvs. at kommentere andres kommunikation (den lapper over med stort set alle de andre, jeg har nævnt). Eller på Luhmann’sk: Blog-historier er langt hyppigere 2.ordens-iagttagelser end almindelige avishistorier.

Giver det mening? Og hvad synes du?

Sidebaren på Granns.net har fået en overhaling. Jeg har lavet en blogroll med links til nogle blogs, jeg læser, og en Grann-roll med links til hjemmesider, jeg bruger. Så er der nu små kommentarer på alle mine links fra del.icio.us. Og så kan man også se, hvilket musik, jeg har spillet på min bærbare derhjemme. Når der altså er adgang til serverne på Last FM.

Kort sagt: Nu udleverer Grann sig selv mere end nogen sinde før. Grav smuds frem før din nabo – det foregår til højre for indlæggene.

Jeg kender mest Neil Young som sådan en lidt halvmumlende sanger, der klimprer lidt på sin guitar og på den måde laver noget musik, som man vist nok skal kunne lide hvis man “ved noget” om musik. Når han altså ikke lige synger “Keep on rockin’ in a free world” – det er det vist ok at være lidt mere forbeholden overfor.

Men hvad jeg ikke vidste var, at Neil Young faktisk allerede tidligt i 80′erne legede med vocodere og eksperimenterede med elektronik i øvrigt. Og da vocoderen er opfundet i 81, så har han åbenbart været med på noderne, ham Neil.

Historien er angiveligt, at Neil opdagede, at hans autistiske søn bedre kunne forstå ham, hvis han snakkede gennem en vocoder. Det gør jo ikke mumleriet mere forståeligt for os andre, men under alle omstændigheder ledte det til indspilningen af en række sange med vocoder-vokal.

De er at finde på pladen “Trans” fra 1982. Og den er faktisk ret fed. Ikke alle numrene har elektroniske elementer, men pladen er alligevel ret sammenhængende.

Hør selv på nummeret Computer Age (mp3), som for mig leder tankerne hen på Kraftwerk og lignende. Men som også er umiskendelig rock.

Eller hent hele pladen hos The Lost Turntable, hvor jeg også læste historien. Der er tale om mp3-ificeringer af en gammel LP, da pladen vist ikke kan fås på CD. Det er da også kun derfor, jeg linker til den her.