Sverige er et herligt land at tilbringe en weekend i. For eksempel kan man:
- Købe et glas mælk på en bar (her er det Anders, der har givet det et forsøg),
- Klatre på klipper (jeps, det er mig, der hænger deroppe. Du kan også se flere billeder af mig af mig, der krampagtigt forsøger at holde mig fast på væggen),
- Købe Lösgodis for 4.95 svenske kroner pr. 100 gram (vi købte for over en halvtredser),
- og slikket købes endda direkte fra fabrikken,
- Og købe vand med blid brus og en lige så blid smag af pære
…fantastisk, ikke?
I dag blev den nye bro mellem Islands Brygge så endelig indviet. Og der var fuld af folk, der cyklede over den og tilbage igen og tog billeder med deres digitalkameraer – mig selv inklusiv.
Så nu skal beboerne i Gemini Residence (ja, for man kan jo ikke beholde navnet Frøsiloen og stadig tage 9 mill. for en lejlighed) ikke længere kigge længselsfuldt over på Fisketorvet på den anden side – de kan smutte over i Føtex derovre på fem minutter. Der røg min sidste undskyldning for ikke at købe lejlighed der…
Efterfølgende vil kommunen anlægge kilometervis af nye cykelruter gennem byen – og det er da fedt. Jeg foreslår desuden en bro over den lille kanal mellem Daniscos og Nordeas bygninger, så man kan gå langs vandet hele vejen mellem Islands Brygge og Christianshavn i stedet for at skulle hele vejen udenom. Det er bare at komme i gang, Bondam!
Her i weekenden var jeg til barnedåb. Og jeg er ikke den store kirkegænger – der er nok gået en fire-fem år siden jeg sidst var i kirke, tror jeg. Men det var en vældig hyggelig affære, og børnene skreg selvfølgelig alt hvad de kunne for at overdøve præsten, og ingen kunne synge med på andet end “I Østen Stiger Solen Op” osv.
Og midt i det hele fik jeg den tanke, at sådan en gudstjeneste-ting jo egentlig ikke er så forskellig fra for eksempel Danish Music Awards. Til barnedåben holdt præsten en lille tale (prædiken?) om dåben, og han refererede lidt til bibelen, og blandede også lidt humor ind i det hele. Lidt ligesom værterne gør til sådan en prisoverrækkelse.
Og når man var blevet træt af at se og høre på ham, ja, så tog vi da bare lige et lille nummer. Der var optrædende i form af organisten og kirkesangerne, men publikum var selvfølgelig velkomne til at synge med eller måske bare huje eller klappe (det var der nu ingen, der gjorde) hvis de ville.
Og alle havde fint tøj på (ja ok – Tina Dickow herunder ligner mere en, der skal konfirmeres end til barnedåb). Og til sidst blev prisen så overrakt, nemlig Guds velsignelse i form af tre våde klap på hovedet fra præsten til ungerne. I stedet for en eller anden grim skulptur fik de så en børnebibel – jeg tror egentlig, jeg ville have valgt det samme.
Og bagefter tog vi så videre til afterparty…
…og Champions League. Det er godt. De andre er også spændende (minus regnvejret), og jeg glæder mig sådan set til at komme i gang. Men jeg skal også vænne mig til en lidt anden dagligdag end før.
1. august stoppede jeg i kommunikationsafdelingen i Novozymes – mit vikariat var løbet ud, og jeg skulle vel også se at få skrevet det speciale. Jeg er nu, efter at have holdt lidt ferie, startet på mit nye job som studentermedhjælper i Patent- og Varemærkestyrelsen for et par uger siden. Her skal jeg være med til at implementere organisationens nye brandingstrategi, blandt andet på deres website. Jeg skal også hjælpe til med at køre stedet blog, hvilket er noget af en opgave, nu hvor veteranbloggeren Katrine, som var med til at starte den op, har fået nyt job. Det hele virker spændende og alle er søde derude – så det skal jeg nok blive glad for.
I dag har jeg været på RUC til noget introduktionshalløj. Jeg skal det næste års tid (højst!) skrive speciale i mine to fag Kommunikation og Virksomhedsstudier (på RUC kan man skrive et stort, integreret special, og det har jeg valgt at gøre). Jeg har kastet mit blik på corporate blogging som et muligt emne, selv om der allerede er mange andre, der har skrevet eller skriver om emnet. Men det er oplagt i forbindelse med mit job, og så synes jeg det er superspændende.
Det betyder en række ændringer for mig:
- Ikke noget med at “når man har fri, så har man fri”
- Meget mindre tid (læs: Overskud) til at læse skønliteratur
- Der er ikke nogen chef, der bliver sur hvis jeg sover over mig (kun mig selv – og jeg er meget tilgivende på den front)
- Jeg skal blive meget bedre til at lade være med at surfe rundt på alle mulige mærkelige, sjove men ligegyldige hjemmesider
- Man har ikke bare et, men flere job at passe (hvis speciale = job)
…Så det er et par udfordringer og forandringer! Men der er vel også nogle gode ting. Jeg regner med at specialet kan afføde en masse interessante faglige indlæg på den her blog. Og så har jeg ud af lige dele mistro til min nuværende slæbbare computer og ren og skær ego-”jeg må have den”-drift valgt at købe en ny, smart, lækker lille bærbar mac-sag til specialeskrivningen. Lad os kalde det et personalegode.
Det var ikke meget Tour de France, jeg fik set denne sommer. Men der skal heller ikke meget til, for at det går op for en, at det var meget sjovere med Mader og Leth ved roret. Det kunne umiddelbart virke uinteressant at høre dem rable om slotte, vinbønder, diverse geografiske og historiske detaljer og i øvrigt excellere i metaforer fra det platte til det makabre, Men for mig er det nu også klart, at det var det ideelle soundtrack til rytternes færd gennem det franske landskab. Jeg savner dem!
Man kan finde lidt trøst rundt omkring. Der er flere forskellige sites med citater omkring – nogle sammenstiller eller analyserer endda de to herrers sprogblomster på nye måder.
Jeg kan i øvrigt varmt anbefale den plade, som Jørgen Leth har lavet: “Han er nu malet blå”. Det er nogle af hans gamle digte – blandt andet fra hans “Sportsdigte” – han læser op til Abdullah S’s sprøde beats. Også godt live, i øvrigt…
