granns.net

Det er filmfestivaltid, og selv om man skal benytte det til at se film, der ellers ikke kommer til DK, så kune jeg ikke vente med at se Florian Henckel von Donnersmarcks “Das Leben der Anderen“. Og jeps, den er tysk. Men den er også helt fantastisk. Hsitorien er god, den er enormt velspillet, er meget intens, og – ikke mindst – meget aktuel.

Ligesom “Goodbye Lenin” er filmen et slags opgør med DDR-tiden. Men Das Leben der Anderen hverken glorificerer eller laver spas med livet i det gamle øst, tværtimod er der ikke meget at grine af. Filmen handler som sådan ikke om DDR-diktaturets natur, men om de mennesker, der “bestyrer” det, og hvordan deres handlinger påvirker borgerne i landet. Og det er det, der er dens store styrke.

Den fokuserer på Stasi-manden, der sættes til at overvåge en kunstner og finde noget uldent ved ham, fordi en minister gerne vil have fingre i kunstnerens kone. Historiens omdrejningspunkt bliver på den måde hovedpersonens gradvise fascination og indlevelse i kunstermiljøet og hans voksende afsky for den måde, systemet forvaltes på. Herigennem får hr. von Donnersmarck lejlighed til på elegant vis at fortælle nogle af de “sandheder”, han mener, skal fortælles om DDR-tiden. Og på den måde bliver filmen ikke tung og firkantet, men nuanceret og intens.

Jeg så filmen i tirsdags, og det var første gang, filmen blev vist for et almindeligt publikum uden for de tysktalende lande. Instruktøren var til stede til Q&A efter filmen, og kunne forklare nogle af tankerne bag filmen, og den betydning, filmen har haft for alle de, der har været med til at lave den. For eksempel er rekvisit-manden en gammel østtysker, der satte en ære i, at alle filmens rekvisitter er autentiske, og brugte filmarbejdet som en måde at bearbejde sine traumer på. Han fortalte også om, hvordan filmen, og Stasis metoder i det hele taget – debatteres i Tyskland.

I Weekendavisen fra den 29. september (i går) er der et længere interview med instruktøren. Her udtrykker han i lidt grovere formuleringer de pointer, der også kommer til udtryk i hans film. Blandt andet at historien er et resultat af menneskers handlinger – ikke de systemer de lever i eller den politik, der føres. Det er sjovt, da det sådan set er nogle stærkt ideologiske tanker, han udtrykker. Han brænder klart bedre igennem med sin film, synes jeg. Men det gør han til gengæld også helt fantastisk.

…var “Den långa svansen” så blevet en lige så stor succes? På en eller anden måde lyder det som et koncept, der er lidt sværere at sælge…

(Det er nu ikke fordi, jeg ikke kan lide Sverige eller svenskere. Faktisk er jeg tosset med Sverige.)

Jeg har altid vidst, at jeg ikke er den eneste, der hedder Grann til efternavn, og endda også, at der er andre end min familie, der bruger selvsamme navn. Helt præcis er vi lige omkring 284 Grann’er (ifølge Danmarks Statistiks navnedatabase).

Jeg har endda en gang haft en bankrådgiver, der hed Grann. Han var en helt almindelig og ganske flink fyr. Det kan man til gengæld ikke sige om den seneste Grann, jeg har opdaget. Flink er han ganske sikkert, men helt almindelig er han til gengæld langt fra. Faktisk er jeg i tvivl om han nu også eksisterer andre steder end i det store kosmos og i det finske hjørne af internettet.

Juhan af Grann har en vision. Og en passion. Og en besked af helt L. Ron Hubbard’ske dimensioner til alle os almindeligt dødelige:

“I KNOW THAT THERE IS A GLORIOUS AND FABULOUS, STRANGE WORLD FAR BEYOND THE REALM OF HUMAN INTELLIGENCE. TO THE PRESENT HUMAN REALITY THIS WORLD, AND THE MERE KNOWLEDGE OF ITS EXISTANCE, COMES AS A SHOCK.”

Graver man lidt dybere finder man ud af, at den gode Juhan også er producer og instruktør med eget produktionsselskab, tidligere børneskuespiller (selvom han dog kun optræder i en af sine egne, senere film på IMDB), og har en noget makaber familiehistorie. Og igen: er en mand med en vision:

“The Universe, other civilizations in the cosmic, expansion of consciousness, the new human being and planet Earth with a thousand-year realm of peace are the main factors in this new great work with a vision of the future created by Grann. Juhan af Grann, called by the press “the Master of Picture and Sound”, always unconditionally seeks perfection in his works. “

Jeg kan også godt være lidt perfektionistisk af og til. Så det ligger nok til familien…

Hvis man kan lave mashups af Black Eyed Peas og AC/DC eller af 50 Cent og Pointer Sisters (sangene er lavet af en hr. DJ Mei Lwun), eller hvad måske med Depeche Mode og Kelly Clarkson (set og hørt hos en DJ Earworm), så kan man vel også remixe dagens avis?

Det har Classy i hvert fald tænkt – og gjort – og det er en glimrende måde at tygge sig igennem dagens nyheder på. Og som han selv siger, er det også et fint alternativ til de noget trivielle gratisaviser, vi begraver S-togene og os selv i i disse tider. I forhold til, hvad de byder på, så er nyheder som disse da meget sjovere:

“Ude 8-12 uger
22:11:Jesper Grønkjær undgår dog planen om skrøbelig kærlighed mellem far og priserne”

“Gratisaviser går op i finale
08:19: Vognlæs af Muhammed, En større dusør til faldende priser på Amager.”

Læs selv dagens nyhedsremix af Berlingske Tidendes onlineversion.

Jeg har lige fået læst Rebecca Bloods introduktion til blogging, The Weblog Handbook – bare sådan for at få styr på the basics. Det er en udmærket lille sag, velskrevet og fin som indføring til emnet – særligt nogle af de praktiske og indholdsmæssige ting, man skal overveje, hvis man vil starte en blog.

Men bogen er skrevet i 1999, og den nyeste version har et “efterord” fra 2002, hvilket betyder, at der er sket rigtigt meget siden. For det første er det tydeligt fra Bloods historiske gennemgang af webloggens udvikling, at der i 2002 var sket ret meget med weblogs, men det ikke var noget imod den eksplosion i antallet af weblogs og måder de anvendes på, der er sket siden.

Der ligger for eksempel en tone af, at det stadig er “noget særligt” at have en weblog i Bloods omtale af det – at der på en eller anden måde er et særligt ansvar forbundet med det, og at der er en rigtig måde at gøre det på (ikke at Blood af den grund ophøjer sig selv og sin blog eller andre af de tidlige bloggere, selvom hun samtidig synes at lægge noget idealistisk ind i det at have en blog).

Derudover fokuserer Blood også meget på bloggens oprindelige form som filter, altså en samling af selekterede og kommenterede links til andre, relevante/sjove/interessante/pæne/? hjemmesider. Samtidig accepterer hun kun modvilligt alternativet til den form for blogging, nemlig de mere personlige dagbogs-agtige hjemmesider. Det synes jeg er interessant.

Endelig er der sket en udvikling i både praksisser og teknologier på blogingfeltet. Her er der særligt to ting, jeg bider mærke i:

For det første nævner Blood ikke noget om RSS-feeds, som jo i dag er en obligatorisk del af enhver blog. Det hænger selvfølgelig sammen med den mangedobling i antallet og dermed uoverskueligheden af blogs, der er sket siden, hvilket har gjort RSS-teknologien uundværlig til at holde styr på de blogs, man læser. Men som også gør, at man måske læser blogs på en anden måde: Mindre trofast og tålmodigt, mere browsende og nysgerrigt (samtidig er det med RSS selvfølgeilg også muligt netop at være trofast læser af en blog på trods af en række dårlige eller uinteressante indlæg eller en periode uden indlæg).

For det andet er kommentarfelter hos Blood nærmest en by i Rusland. Vist mest fordi, man meget nøje skal overveje, om man har tid til at bruge al den ekstra tid på at læse og moderere comments, men også fordi det kan sænke hastigheden på ens site. For Blood er den vigtigste dialogform med læserne stadig via mail og evt. diskussionsfora andre steder på nettet.

Det er tydeligt, at den web etiquette, som Blood lægger meget vægt på, er blevet en normal del af det at færdes på nettet i almindelighed, og blogs i særdeleshed (men der er selvfølgelig stadig mange bloggere, der bruger lang tid på at besvare kommentarer), og også, at der er kommet mange flere weblogs, så det ikke automatisk følger, at man får sværme af kommentarer, bare man blogger.

Endelig synes jeg det er sjovt, at bogen gør så meget ud af, hvad man skal gøre inden man begynder at blogge for alvor: Man skal overveje dit og dat, lave anonyme prøveblogs på flere forskellige services etc. Her synes jeg i dag ikke at have set andre råd end at man bare skal kaste sig ud i det.

Jeg kan godt se ideen med omtanke og planlægning, hvis der er tale om en organisation, der starter blog, men ellers holder jeg også på Gung Ho-strategien: Prøv dig frem! Her synes jeg dog også, Rebecca Blood har en god pointe: Man skal kun skrive til én, og det er sig selv. Ellers ender både du selv og dine eventuelle læsere let med at synes, at det ikke er interessant ret længe.