Roskilde ‘06: God musik og endnu bedre vejr
Kom fuldstændigt smadret hjem i går fra Roskilde Festival efter en uge med masser af musik, øl, sol og gode oplevelser. Musikalsk var højdepunkterne nok Death Cab For Cutie, Morrissey, WhoMadeWho og hele søndagen, der bød på rock fra Arctic Monkeys, Strokes, Franz Ferdinand og Roger Waters.

Bundskraberen var (selvfølgelig) Guns N’ Roses, der på uforklarlig vis formåede at ødelægge deres koncert fuldstændigt ved hele tiden at bryde stemningen hver gang de havde formået at bygge noget godt op. 10 minutter lange guitarsoloer og mærkelige funkbreaks (?!?) mens Axl Rose er ude bagved og skifte tøj eller sniffe mere coke er altså ikke noget, der lige bidrager positivt til oplevelsen.
Selv om jeg, da jeg arbejder for festivalen, har adgang til Mediebyen, fik jeg endnu en gang bekræftet at der er meget sjovere ude hos alle de almindelige dødelige. Det er selvfølgelig rart at have et sted hvor man kan have arbejdsro (=kontor), men det er ærligt talt ikke særligt sjovt derinde. Jeg fik tiltusket mig et “fri øl i Tuborg teltet”-armbånd og fik også adgang til Tuborg-zonen, hvor konkurrencevindere og andet godtfolk bor, men nåede faktisk ikke at bruge nogle af delene. Jeg havde også lejlighed til at spise på festivalen VIP-restaurant, hvilket efter min mening heller ikke var særligt meget bedre end hvad man kunne få mange steder ude på selve pladsen.
For derude er der den stemning og nerve, som mangler inde i bagområderne. Det er da også derfor, at festivalen forsøgsvis har flyttet nogle af de mindre pladeselskaber ned i Pavillion-området - ud til publikum. Det synes jeg er en supergod ide. Lad os se hvad de (vi) finder på næste år…


