granns.net

…når man har været i byen og tænker “årh nej, det sagde jeg bare ikke”? eller måske “hvad fanden snakkede jeg egentlig med hende/ham der om?

…sådan tror (håber) jeg TV2s Tour de France-kommentatorer må have det efter hver eneste arbejdsdag.

Berlin er jo ikke ligefrem nogen smuk by. Men det er en hyggelig, rå, overraskende, udfordrende og sjov by. Og til Love Parade viser den alle disse egenskaber og mere til frem efter bedste evne. I år var begivenheden tilbage efter to års pause, og 1.200.000 mennesker ville være en del af løjerne.

Det betød at der var masser at kigge på. For mig var det første gang, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre overvældende. Masser af skøre mennesker i skøre kostumer der dansede skørt. Samtidig var der også overraskende mange, der bare var der for at se, hvad det var for noget: ældre mennesker eller turister med deres kameraer, som holdt sig i baggrunden for at observere og kommentere. Jeg og vennerne var vel et sted midt imellem.

Musikken var ikke noget at skrive hjem om – men det er nu alligevel noget særligt at stå og danse foran en af de mange vogne – floats – der triller op og ned ad gaden i Tiergarten og forsøger at overdøve hinanden med masser af baslyd og ikke så meget andet.

Så var jeg faktisk meget mere imponeret over nogle af de klubber, Berlin kunne byde på. Vi nåede et par af slagsen, som var meget berlin’ske: Week-end Bar, som er Berlins sky bar (enhver storby med respekt for sig selv har en) og ligger på Alexanderplatz med udsigt over hele byen, og Panorama Bar, som ligger i en gammel industribygning i den skumle del af Friedrichshain i det gamle Østberlin. Begge steder var mørke, grænsende til det dystre, men alligevel var der super gang i festen og rigtig god stemning. Musikken var selvfølgelig hård techno. Sådan nogle steder finder man ikke i København…

Et par billeder mere

Efter at have prøvet multi tasking-testen, der desværre (for mit vedkommende) er en ret kort fornøjelse, har jeg opdaget et nyt stykke tidsfordriv til arbejdstiden. Det er spillet Ballpuzzle, der gælder om at flytte en kugle fra et sted til et andet med en række stop. Banerne bliver mere og mere komplicerede, og kræver tilsvarende, at man tænker flere og flere træk frem (eller tilbage, rent faktisk – det leteste er at starte i “målet” og regne sig baglæns).

Jeg er på arbejdet nået til bane 29 (billedet herover viser kun bane 10) – og det er en satan, der godt kan tage lidt tid at komme igennem. Men spillet sætter knolden i gang, og fordi man ved, at der jo er en løsning, der kan regnes ud ved at tage et skridt ad gangen, har jeg det i hvert fald sådan, at når jeg først er gået i gang med en bane, så skal jeg også igennem den inden jeg lukker ned for spillet igen.

Heldigvis skal man ikke starte forfra hver gang. Spillet husker hvilken bane man er nået til på den computer, man sidder på. På den måde kan man spille videre hvor man slap sidste gang chefen kom ind ad døren…

Enjoy :-)

Kom fuldstændigt smadret hjem i går fra Roskilde Festival efter en uge med masser af musik, øl, sol og gode oplevelser. Musikalsk var højdepunkterne nok Death Cab For Cutie, Morrissey, WhoMadeWho og hele søndagen, der bød på rock fra Arctic Monkeys, Strokes, Franz Ferdinand og Roger Waters.

Bundskraberen var (selvfølgelig) Guns N’ Roses, der på uforklarlig vis formåede at ødelægge deres koncert fuldstændigt ved hele tiden at bryde stemningen hver gang de havde formået at bygge noget godt op. 10 minutter lange guitarsoloer og mærkelige funkbreaks (?!?) mens Axl Rose er ude bagved og skifte tøj eller sniffe mere coke er altså ikke noget, der lige bidrager positivt til oplevelsen.

Selv om jeg, da jeg arbejder for festivalen, har adgang til Mediebyen, fik jeg endnu en gang bekræftet at der er meget sjovere ude hos alle de almindelige dødelige. Det er selvfølgelig rart at have et sted hvor man kan have arbejdsro (=kontor), men det er ærligt talt ikke særligt sjovt derinde. Jeg fik tiltusket mig et “fri øl i Tuborg teltet”-armbånd og fik også adgang til Tuborg-zonen, hvor konkurrencevindere og andet godtfolk bor, men nåede faktisk ikke at bruge nogle af delene. Jeg havde også lejlighed til at spise på festivalen VIP-restaurant, hvilket efter min mening heller ikke var særligt meget bedre end hvad man kunne få mange steder ude på selve pladsen.

For derude er der den stemning og nerve, som mangler inde i bagområderne. Det er da også derfor, at festivalen forsøgsvis har flyttet nogle af de mindre pladeselskaber ned i Pavillion-området – ud til publikum. Det synes jeg er en supergod ide. Lad os se hvad de (vi) finder på næste år…