I går skrev jeg om nogle julefilm. På filmmagasinet Ekkos hjemmeside har de en julekalender, hvor et kendt ansigt fra den danske filmbranche hver dag præsenterer et filmklip.

Ingen af de fire hidtil har noget med jul at gøre, men det er jo heller ikke formålet. Jeg er særlig vild med Christina Rosendahls kommentar til sit filmklip:

”Det her er den bedste øjenspiddescene, jeg har set. Den er fra Lucio Fulcis zombieklassiker Zombie Flesh Eaters fra 1979. Scenen har en perfekt blanding af sexet italienerinde, ekstrem vold og et ret fedt kamera-arbejde. Skuespillet er ikke særligt godt, og det er en fordel, når man skal se scener med udpræget vold. Det hjælper én til at distancere sig lidt.”

De andre, der har valgt klip indtil videre, er Frank Hvam, Meta Louise Foldager og Michael Noer. Her er Christinas klip:

Julezombier, ahhh. Set hos Anders Buhl.

From the makers of Slikleksikon: HVIS DU er til sjov og spas med slik og søde sager, så følg med i videojulekalenderen Sweet Christmas om Mr. Nom Nom (rørende spillet af en Karen Volf-kage), der leder efter julen (eller noget) ovre hos Emme. (Eller hos Mikkel, men Emme har en særlig julegrafik!).

Her er første afsnit:

NOGET ANDERLEDES er den invitation til juleglögg, jeg har fået fra en af min venner. Smukke og dystre indtryk fra København klokken nat og tidlig morgen i mørke, flotte billeder, der giver julen et noget mere mystisk skær.

Still:

Se selv videoen. Ved ikke om alle er inviteret, selv om videoen er tilgængelig for alle :-)

…tænkte jeg forundret, da jeg forleden havde lagt en god blanding af podcasts og dj-sets ind på den og derefter var begivet mig ud på en lang løbetur. Jeg skiftede flere gange til næste nummer, men det viste sig, at den kun skiftede mellem de “almindelige” numre - altså dem, der ikke ligger under “podcasts” i iTunes.

Nå, løsningen er faktisk ret enkel, om end jeg ikke helt er med på logikken i den: iPod Shuffle spiller kun podcasts, når den ikke står på shuffle. (…Man skal altså sætte den på “loop” - dvs. “spil numrene i rækkefølge”-indstillingen.)

Det er jo på sin vis meget praktisk, fordi man så kunne lægge alle sine podcasts først ind og vælge denne indstilling hvis man gerne ville høre dem, men til gengæld bare kan vælge “shuffle”-indstillingen, hvis man gerne vil høre musik og ikke afbrydes af kedelige podcasts.

Men hvad så hvis man, som mig, mest hører musik-podcasts, som jeg gerne vil have blandet sammen med resten af min musik, når jeg er ude at løbe? Faktisk har jeg kun “lange numre” (podcasts og dj-sets) på min Shuffle, som jeg så hører når jeg løber eller har forvildet mig ned i fitnesscentret, og på den måde gerne vil bruge som en slags “kæmpe-shuffle”.

Men det kan man altså ikke, for så bliver podcasts sorteret fra. Det er lidt pudsigt, at de på den måde kategoriseres som “andet” i forhold til almindelige musiknumre, da mange podcasts jo også er korte eller består af musik.

En løsning, der af og til virker, er selvfølgelig at hente de enkelte podcasts som mp3-filer på podcastets hjemmeside - så havner det ikke i “podcasts” i iTunes. Til gengæld kan man så heller ikke bruge den automatiske “subscribe”-funktion…

Selv om jeg bor på Amager og arbejder i City (eller “Midtbyen”, som man ville sige der hvor fire-toget kommer fra), er det sjældent, jeg rent faktisk har mulighed for at sige at “broen var oppe”, hvis jeg kommer lidt for sent. Jeg tror bropasserne har luret det der med, at der er mange, der skal møde lige på den anden side af broen klokken hel, eller måske er det en tilfældighed, men der er i hvert fald ikke noget skibstrafik underbroerne lige lidt i 8 og lidt i 9.

Men det er der til gengæld lidt over 9. Og det betyder, at når man endelig sandfærdigt kan sige, at broen var oppe, så er det en dag, hvor man allerede var forsinket.

Således også for mig i morges, hvor jeg lidt over ni ræser afsted med høj puls og høj rock i hovedtelefonerne i et forsøg på ikke at komme alt for sent. Og selvølgelig bliver ekstra stresset, da jeg oppe på det første stykke af broen så, at stopskiltet var nede.

Lige idet jeg sætter forden i jorden for at vente sammen med alle de andre cyklister, slutter det nummer, der kører på min iPod, og erstattes af Modest Mouse’s “Littel Motel”. Så soundtracket til broklapperne, der åbner sig, og skibet, der langsomt glider igennem, er altså Isaac Brock, der afdæmpet og messende gentager, at “that’s what I’m waiting for“. Præcis, og så endda på et nummer fra en plade, der hedder “We were dead even before the ship sank“. Det gjorde det nu ikke…

Det var meget rammende til den her situation, en slags ufrivillig ”frozen Langebro”. Hør selv, og forestil dig at du står på Langebro mens morgensolen kaster lange skygger, og du ikke kan gøre andet end at stå stille og vente de næste par minutter:

…og så videre ud i byen med mere høj rock i ørerne.

…eller sin begivenhed, dims, service eller hvad ved jeg, så har jeg tidligere pointeret, at det efter min mening ikke giver mening bare at sende pressemeddelelser eller masseudsendte mails til bloggere (selvom Cisions blogundersøgelse øjensynligt peger på noget andet).

Det mener jeg af to grunde: 1) Det er ikke “velset”, som i stemmer ikke med genren, kulturen, kald det hvad du vil, og 2) Blogs er netop ikke massemedier, men personlige medier - derfor vil bloggere tit også nusses bag ørerne og trykkes blidt på maven: De skal føle at de er blevet udvalgt til at få henvendelsen.

Så virksomheder eller konsulentbureauer, der gerne vil have omtale på blogs rundt omkring kan med fordel læse indlægget “How to pitch a blogger” på 27&more-bloggen. Det er ikke en mirakelkur, men jeg synes punkterne giver god mening.

Det gælder især anbefalingen “only pitch a blogger with material the blogger actual writes and cares about”, særligt når man tænker på hvad det er, der er særligt ved blogmediet: Det personlige, det autentiske osv. osv.

(Måske hvis jeg så begynder at skrive en masse om iPhones, at nogen vil være så flinke at sende mig en, jeg kan skrive om? Nå, ikke. Back to the drawing board, så…)

27&more-indlægget tager sjovt nok udgangspunkt i et andet blogindlæg, der mere handler om, hvordan man pitcher til en journalist. Bliv dog ikke forvirret - det giver god mening i begge sammenhænge.

For en måneds tid siden var jeg ude og sejle i havkajak - det var smart, sjovt, ungt og hipt (og pissesjovt, i øvrigt). Det foregik ved Amager Strandpark - et herligt sted, hvor der også er andre fancy sportsgrene på fancy steder som eksempelvis “Copenhagen Cable Park”. Fedt nok, men ikke særligt Amager-agtigt, vel?

“Amager rundt” er mere rigtigt - det lyder på samme måde tilpas lorteø-lokalt og aspirerende til noget virkelig stort - the stuff dreams are made of. Det kunne passende dække over et etapeløb for hjemløse kørestolsbrugere eller sådan noget.

Er man knap så meget til det aktive, men stadig til noget, der klinger lidt af sport og lokalkolorit, kan man jo altid tage til “Amager Orgelmarathon”. Arrangementet har endda en tagline, der er helt Hollywoodthriller-værdig:

“10 amagerorganister sætter hinanden stævne til en fælles koncert med fransk musik fra det 19. og 20. århundrede på programmet.”

Jeg tror nu ikke, jeg tager derover. Men alligevel - man bliver helt lokalpatriotisk på sine gamle dage…

Den svenske blog (eller “blogg”) Passformen skrives efter mottoet “För att baksidan skvallrar om insidan”. Som en ung version af Henrik Dahl og Jørgen Duus med masser af postmoderne ironi typificiferes tilfældige mennesker ud fra deres bagdel. Det er bygget på mobilsnapshots og er i det hele taget superenkelt. En født succes!

På den måde kan man postulere alt muligt uden at have det store at have det i, og så alligevel er der jo et eller andet i det - ud over ironien, altså. Det er lidt ligesom stuffwhitepeoplelike, bare lidt mere, øh, “svensk”.

Læs for eksempel om dubbelröven, suget (meget fint navngivet efter billedet, i øvrigt) eller skrämselröven.

Ligesom mange andre danske bloggere modtog jeg noget tid siden en mail fra PR-firmaet Cision.  Det er dem, der tidligere har bestemt, at min blog var mere indflydelsesrig end statsministerens, men lad nu dem om det - jeg lever fint i troen.

I mailen spurgte Cision om jeg ville svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene handlede om hvordan bloggere har det med blogging på opfordring fra ex bestemte firmaer eller ligefrem mod betaling, om man var villig til selv at skrive om bestemt produkter mod betaling og flere spørgsmål i den dur.

Man kan diskutere meget frem og tilbage om det ikke var spam overhovedet at sende mailen og om ikke man netop gik PR-branchens ærinde ved overhovedet at besvare spørgeskemaet. Derfor er der rigtigt mange, der ikke besvarede spørgeskemaet - forståeligt nok.

Det valgte jeg nu at gøre alligevel, ud fra den tankegang at “nogen skal jo fortælle dem, at deres nuværende tilgang i hvert fald ikke virker”.

Blogs er blevet en etableret del af mediebilledet på nettet, og det betyder også, at det vil blive genstand for virksomheders og PR-folks opmærksomhed. Og så kan man vel lige så godt medvirke til at kaste lys over, hvordan samspillet mellem ikke-kommercielle bloggere og kommercielle interesser kan fungere på en anstændig og langtidsholdbar facon.

Og her er min holdning, at det skal være synligt, når der er kommercielle interesser på spil, og at det i virkeligheden miskrediterer både produkt, virksomhed og PR-firma hvis tilgangen er at masseudsende mails til “populære” bloggere. Det ville jeg da gerne fortælle Cision.

(Jeg tror ikke selv, jeg kunne tænke mig at blogge “on demand” eller for penge/produkter på den måde, men man ved vel aldrig. Hvis nu jeg fik en mail fra et pladeselskab om, at de havde set at jeg tit bloggede om musik og at de på min last.fm-profil kunne se, at jeg havde hørt et bestemt band en del på det seneste, og a de derfor godt ville sende mig deres nyeste skive, og at jeg selv kunne bestemme om jeg ville skrive om den, så kunne det da måske godt være. Måske…)

På trods af det meget lille antal besvarelser  - 72 (ud af de 220, mailen er blevet sendt til) - er undersøgelsen selvfølgelig alligevel blevet til en historie i pressen. Og man kan sige meget om både Cision for at sælge den ind og Børsen for at tage den op, men sådan er spillet nu bare.

Og historien er selvfølgelig vinklet sådan - i korte træk - at bloggere har det fint med at blogge for penge.  Men mon ikke mange af de, der netop ikke har valgt at svare, er nogle af dem, der er mere kritiske (eller fromme - afhængigt af, hvordan man ser på det)? Det tyder reaktionerne erfterfølgende i hvert fald på.

En god pointe (som jeg læste et sted) i den sammenhæng synes jeg er, at mange af de “populære” bloggere, som er blevet bedt om at svare, nok er væsensforskellige fra størstedelen af de danske bloggere i dag - dem, som ex blogger på TV2,s Urbans blogportaler, og ikke på samme måde har en form for pionerårnd i forhold til mediet og genren.

Det gør jo undersøgelsen endnu mindre valid. Så hele diskussionen om den er, som Morten siger det, måske lidt af en storm i et glas vand?

Du kan se hele undersøgelsen (som alle deltagerne i øvrigt har fået tilsendt) og spørgsmålene, og også læse om Cisions tanker om den i en artikel på Kommunikationsforum. Det bliver desuden diskuteret en del rundt omkring på blogs, eksempelvis hos Trine-Maria og Ernst Poulsen.

Jeg har startet endnu en blog.

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i Wordpress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)

Ikke alle lige originale, men hvad:

”Ord Delings Bloggen” - aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” - afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” - kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” - måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” - jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.